Lokalpolitik

Fodbold på tværs af SF-møde

} SVIGT PUBLIKUMS-INTERESSE: Ingen, absolut ingen lokale borgere havde lyst til at diskutere SF's politik eller melde sig ind i partiet som nye medlemmer, da tre repræsentanter for SF i Rebild Kommune inviterede til et åbent hus arrangement på rådhuset i Nørager. - Vi havde helt glemt, at arrangmenetet kom på tværs af en landskamp mod Finland, erkender Annette Søegaard. Hun er tidligere byrådsmedlem i Støvring, og på rådhuset i Nørager havde hun selskab af bestyrelsesmedlem og kasserer Mette Mørup Poulsen og nuværende byrådsmedlem i Skørping Kommune, Finn Sejrup Pedersen. De tre ønsker ikke at gentage arrangementet inden det fælles opstillingsmøde forud for kommunalvalget 15. november, der afvikles på Rebildhus tirsdag 16. august. - I stedet planlægger vi at lave noget lokalt pr for partiet, når formand Villy Søvndal i løbet af sommeren som aftalt aflægger et besøg i Skørping, påpeger Annette Søegaard. } RÅDGIVERMAPPE TIL FAMILIEPLEJE: Som kommende pleje- eller aflastningsfamilie i Nørager Kommune har man ikke tidligere fået en decideret orienteringsmappe med råd og vejledning, som man kunne støtte sig til. Sådanne orienteringsmapper har været efterspurgt, og nu er de en realitet. Kommunens Kultur- og Socialudvalg har netop godkendt det materiale, som er blevet udarbejde i samarbejde med Farsø og Aars kommuner. Resultatet er to arbejdsmapper til henholdsvis pleje- og aflastningsfamilier. Mapperne indeholder alle de vigtigste oplysninger, som familierne kan have brug for i deres daglige arbejde, og Kultur- og Socialudvalgsformand, Orla Kastrup Kristensen (v) udtrykte på udvalgets vegne stor tilfredshed med arbejdet.