Fodbold-piger med rumdragter

BRØNDERSLEV:35 piger tog imod tilbuddet fra BI og DBU om en dag i rummet. På BI-Centeret var opstillet en stor, blå raket, en månebil og en masse uhyggelige rum-uhyrer. Ved siden af var en oppustelig fodboldbane og en fodbold størrelse 8. Normalstørrelsen er 5 for seniorer og 4 for piger. Den var altså dobbelt så stor. Den spillede pigerne med iført flotte rumdragter: Et hold med hvide og et andet med lyselilla, skinnende dragter. Pigerne i alderen 6-12 år blev delt op i fire hold, som på skift var rundt ved de forskellige aktiviteter. Hvert sted sørgede piger fra BIs jyllandsserie-hold for at vise deltagerne til rette. "1-2-3-4, Vi er nogle rocker-piger!" og "Hvad skal vi have? - Fart på!" lød de fælles kampråb, som astronaut Mike lærte deltagerne. Hvert hold havde så sit eget kampråb, f.eks "Vi er hold 1, det er tøsefedt!" og "Vi er hold 4, vi brøler som en tiger!" Og råbene lød højere i løbet af dagen. Det var helt tydeligt, at pigerne råhyggede sig i varmen - selv i de noget lune rumdragter. - Det er bare sjovt, udbrød Sine Madsen og Julie Gadeberg. De grinede og hvinede højt, da de var en tur i månebilen, et stort oppustet hjul. Her sørgede et par af de voksne rumvæsner for, at de slog koldbøtter inden i - både forlæns og baglæns. En gruppe skilte med farverige, uhyggelige rumvæsner stod på sidelinjen. Her startede en gruppe med at danse om juletræet omkring det grønne rum-uhyre. Pigerne valgte at synge "Højt fra træets grønne top", for der er jo kun fire måneder til jul. Opvarmningen var også sjov med ordrer som: "Lav bølge med lyd!", "Sæt fod på røv!" og "Hop med et grisetryne-øf!" Og så kravlede de gennem benene på hinanden. Lidt fodbold-træning blev det da også til på driblebanen. Også her blev det leget ind i børnene. To misundelige drenge på sidelinjen, Jacob og Anders, fik lov at hjælpe til.