Fodbold-spillere i skole på Sebber Stadion

VALSTED:Efter tre succesrige fodbolddage med Danske Bank Cup på Sebber Stadion i Valsted, fortsætter Sebber IF til og med i dag aktiviteterne med klubbens første fodboldskole i DGI-regi. Deltagerne omfatter 80 drenge og piger fra 5-14 år, der leger med bolden under ledelse af 10 trænere. Skolen har i ugens løb også budt på besøg i Nibe Svømmebad, hvor Jens Østergaard stod for en omgang vandbasket og vandpolo, mens finalen i dag byder på en turnering inden for aldersgrupperne. Tirsdag måtte Sebber IF iværsætte plan B på grund af det voldsomme regnvejr, fremskaffede på en halv time en bus, og kørte eleverne til idrætshallen ved Lundbæk Landbrugsskole, som fodboldskolen har haft standbye hele ugen. DGI-konceptet overlader en stor del af planlægningen til værtsklubberne, og det indebærer en del arbejde med forberedelse og gennemførelse. - Til gengæld får vi mulighed for at sætte præg på skolen, som ikke behøver at ligne de andre, siger SIFs formand Jesper Severinsen. Han fungerer som skoleleder sammen med Peter Jacobsen, og den øvrige trænerstab består af Jari Nielsen, Daniel Staun, Christine Severinsen, Henriette Krogh, Karina Larsen, Thomas Bjerg og Jens Østergaard. Nibe Boldklubs DBU-fodboldskole åbner det udendørs klasseværelse anden uge i juli.