Fodbold uden nordmænd koster kroner

Den norske nationaldag gør, at de norske hold ikke melder sig til fodboldturneringer.

Carsten Randers
De nor­ske flag ple­jer at blaf­re lys­tigt un­der Nør­hal­ne Cup. Det bli­ver der ikke me­get af i år, da den nor­ske na­tio­nal­dag kos­ter del­ta­gel­se af 85 nor­ske hold. Ar­kiv­fo­to: Mar­tin Dam­gaard
Fodbold 10. marts 2007 22:43

Nordmændene går meget op i deres nationaldag, og det kan mærkes blandt de nordjyske arrangører af ungdomsfodboldturneringer. Både Nørhalne Cup, Aalborg City Cup og LKB-Cup bliver nemlig traditionelt afholdt i Kristi himmelfartsferien, som i år falder sammen med den norske nationaldag, 17. maj. Alene til Nørhalne Cup kommer der til at være omkring 85 hold færre end sidste år. Det betyder omkring 200.000-300.000 kroner færre på bundlinjen, fortæller arrangøren Henrik Niss. - Men hvis du taler om hoteller, restauranter og handlende, så er der tale om millionbeløb. Det er om ikke en katastrofe, så er det i hvert fald ikke godt for den nordjyske landsdel, siger Henrik Niss. Han vidste allerede sidste år, at nationaldagen ville blive et problem, og derfor kommer de manglende norske tilmeldinger ikke som en overraskelse. Henrik Niss husker nemlig, at der kun var et norsk deltagerhold, da Nørhalne Cup sidste gang faldt sammen med den norske nationaldag for 22 år siden. Derfor er turneringen også gearet til færre deltagere i år. Pakke for nordmænd Også Aalborg City Cup, der arrangeres af Aalborg Freja, mærker den manglende norske interesse. Lars Johannesen fra Aalborg Freja beretter om et tilmeldt norsk hold, hvor der sidste år var omkring 20 hold. Turneringen havde ellers en målsætning om at udvide antallet af hold i år, men det bliver ikke til noget. LKB-Cup mister til gengæld kun få af de norske deltagerhold. Klubben har nemlig lavet et særtilbud for de norske hold, som kan vente med at komme til 18. maj, fortæller regnskabsfører Bent Sørensen fra LKB Gistrup. - Det er helt klart, at de ellers ikke ville være kommet. Nordmændene er næsten umulige at få til at rejse ud på nationaldagen på grund af de store optog med skoleeleverne, siger Bent Sørensen. De andre to klubber har dog hverken haft lyst eller mulighed for at kopiere LKB Gistrups model for norske hold. - Vi laver ikke turnering efter Norge. Det ville give store hjemrejseproblemer for holdene fra de andre lande, siger Henrik Niss fra Nørhalne Cup. Færre til Fårup Han regner med, at nordmændene med følge alene til Nørhalne Cup ville udgøre 3000 gæster, og det er noget, der vil kunne mærkes i den nordjyske turistbranche, vurderer Lars Enevold Pedersen, der er direktør for Visit Nordjylland. - Nordmændene er nogen af de bedste kunder, vi har i turismen i Nordjylland. Et slag på tasken er, at der går tre tyskere på en nordmand, siger Lars Enevold Pedersen, som dog ved en nærmere granskning af tallene nærmere kommer til et to-til-en-forhold. Et af de steder, der kommer til at mærke manglen på norske fodboldturister, er Fårup Sommerland, som både deltagerne i Nørhalne Cup og LKB-Cup tager på udflugt til. Og selv om LKB-Cup har fået norske deltagerhold, så bliver udflugtsdagen inddraget til fodboldkampe, da de ankommer en dag senere. Direktør for Fårup Sommerland Søren Kragelund er ked af, at nordmændene kommer til at mangle i år. - Vi har været ualmindeligt glade for de cupper, og det er en god start på sæsonen, for så kommer der gang i butikken, siger Søren Kragelund. Han er særligt ked af, at det er nordmændene, der er blevet hjemme. - Der er ikke helt det samme flow over pengene hos de andre turister. Nordmændene er de bedste, vi har. De dage med fodboldturneringerne har vi ekstra ansatte inde, og nordmændene har jo ikke madpakke med, så de kører burgere ind, siger Søren Kragelund. Få færgebookinger Grønhøj Feriecenter er et af de steder, der plejer at være helt fyldt op af nordmænd, når der er Nørhalne Cup. Men i år er kun halvdelen af gæsterne i Kristi himmelfartsferien norske fodboldturister. Receptionschef Susanne Krath fortæller dog, at det ikke har haft betydning for feriecenteret, da de resterende pladser er lejet ud til andre gæster. Og at nordmændene generelt set ikke har til sinds at drage til Nordjylland i deres Kristi himmelfartsferie viser passagertal fra Color Line. De har undersøgt passagertallene for færgen Color Festival, der sejler fra Oslo. Her har man lige nu booket 411 passagerer til afrejse til Frederikshavn 16. maj. Til sammenligning var der på samme tidspunkt sidste år booket 1454 passagerer til afrejse 24. maj, som sidste år var udrejsedagen for Kristi himmelfartsferien. - Det ser ud til at være en klar tendens, at 17. maj i år påvirker folk til i større grad at holde sig hjemme i Kristi himmelfartsferien, udtaler markedschef Arild Juul.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...