Fodbold-veteran runder 500 førsteholdskampe for SEIF

50-årige Anders Buus Nielsen fra SEIF sætter rund rekord mod GVL Løkken

Hans Christensen
For tre år siden blev Anders Buus Nielsen hyldet for sin førsteholdskamp nr. 450 for SEIF. Nu runder han kamp nr. 500. Til venstre sønnen Frederik Buus, der pt. er skadet. Arkivfoto: Kurt Bering
Frederikshavn 1. juni 2018 18:51

STRANDBY: Han har længe haft rekorden for flest spillede førsteholdskampe for Strandby-Elling IF, og lørdag eftermiddag runder han et skarpt hjørne med kamp nr. 500 i den gule SEIF-trøje, når spillerne fra Strandby-Elling løber på banen mod GVL Løkken i serie 3.

Navnet er Anders Buus Nielsen, der debuterede for Strandby-Elling IF for 29 år siden, helt præcist den 8. april 1989.

- Det var for øvrigt også i Løkken, i serie 2, så det er lidt sjovt, da jeg ellers ikke har spillet mange kampe mod netop Løkken, siger Anders Buus Nielsen.

Langt flere end 500 kampe

De 500 førsteholdskampe er officielle turnerings- og pokalkampe. Oveni kommer en lang række trænings- og sommerkampe - og med til historien hører, at den 50-årige SEIF-spiller også har spillet i en håndfuld andre fodboldklubber i Vendsyssel.

- Jeg stammer fra Vesterholmen, så som ungdomsspiller startede jeg i Tolne Mosbjerg, TMI. I 8. klasse kom jeg på Sindal Skole og så skiftede jeg til Sindal IF.

- Da jeg så startede på handelsskolen i Frederikshavn, spillede jeg først i Kvissel IF og så en kort periode i FfI som andetårs ynglingespiller, men jeg følte aldrig, jeg for alvor fik chancen, siger Anders Buus Nielsen.

Da han begyndte at arbejde i Egnsbank Nord, i dag Nordjyske Bank, mødte Anders Buus Finn Hjortholm, passioneret fodboldmand fra Gærum IF, der overbeviste ham om, at han skulle trække i Gærums fodboldtrøje, og som senior har han også spillet for Kvissel og Bangsbo.

Tre Buus’er på holdet

Anders er ikke den eneste "Buus" på holdet fra SEIF.

Sønnen Frederik Buus og nevøen Jonas Buus optræder også på holdkortet. Sønnen Frederik er dog pt. ude med en korsbåndsskade.

Anders Buus Nielsen assisterer også som hjælpetræner i SEIF, men som 50-årig er han helt med på, at den aktive karriere nærmer sig en udløbsdato.

- Jo, det synger nok snart på sidste vers, men jeg fortsætter i hvert fald frem til sommerferien, siger lørdagens 500-kamps jubilar.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...