Fodbold

Gandrup 1. oktober 2002 08:00

UB I MÅLFEST ULSTED: Ulsted serie 4 var i weekenden igen involveret i et målrigt opgør, da holdet spillede ude mod en af de kommende nedrykkere, Fintan. Kasper Jensen bragte UB foran efter en halv time af 1. halvleg, inden Mike Styhr og Christian Pedersen scorede til henholdsvis 2-0 og 3-0, hvilket var stillingen ved pausen. Mike Styhr lavede hattrick efter 20 minutters spil med målene til 4-0 og 5-0, hvorefter otte dårlige minutter af udeholdet fik Fintan op på 5-3, inden Christian Larsen scorede til 6-3. Thøger Møller sluttede kampen af med scoringen til 7-3. Ulsted har nu 25 point, men er stadig teoretisk i nedrykningsfare. VIGTIG VHG-SEJR V. HASSING: Efter sidste uges nedtur mod bundholdet Aars havde VHG serie 3 haft en svær uges træning. Holdet havde givet håndslag på en koncentreret indsats mod Gundersted på hjemmebane. En forsigtig start fra begge hold viste, at begge hold havde brug for alle tre point. VHG overtog dog spillet mere i de sidste 20 minutter - dog uden scoringer. Anders Nielsen var tæt på at bringe VHG i front efter en halv times spil i 2. halvleg. Med et sololøb mellem tre mand var det uheldigt, at bolden kun ramte indersiden af stolpen og ikke i mål. VHG skulle frem, og med en offensiv indskiftning med Morten Toft var recepten klar. Det resulterede dog først til mål i kampens døende minutter, hvor VHG's Morten Toft efter et frispark nåede højest og sendte bolden i mål til kampens resultat 1-0. VHG er på trods af sejren stadig på 3. pladsen - men kun med et enkelt point op til Skalborg på 2. pladsen. SIKKER HFS-SEJR HALS: I forsvaret af 2. pladsen i serie 3 var Hals på besøg i Vadum. En svær kamp set i lyset af, at HfS tabte det sidste opgør 4-2. HfS-mandskabet var forberedte på opgaven og bragte sig på halvlegsføring på 1-0 efter 25 minutters spil efter mål af Thomas "Ped". Vadum havde dog besvær med at styre følelserne, og efter en grov tackling på Tommy Mikkelsen udviklede situationen sig, og Vadum fik to spillere smidt ud af kampen. Hals var nu 11 mod 9, men overtalssituationen betød, at Hals-spillerne mistede koncentrationen og begyndte med lange høje bolde og ukoncentreret spil. Efter halvlegen kom Hals imidlertid på andre tanker, og Jonas Møller scorede til 2-0 og 3-0. Vadum formåede dog at reducere, inden Bjørn Skalkam gjorde det til 4-1. Thomas "Ped" sluttede derefter af med et frisparksmål til slutresultatet 5-2. Hals ligger stadig nummer to med 42 point. GS-SEJR I LOKALBRAG GANDRUP: Lokalopgøret i serie 4 mellem Gandrup og Holtet var præget af store redninger af Morten Hede i HIF-målet og Erik Pedersen i GS-målet. Holtet kunne uden tvivl takke Morten Hede for flere store redninger, der lå over serie 4 standard. Med flere spilchancer til begge hold var det dog GS, der var spildominerende i de sidste 15 minutter af 1. halvleg. Martin Jensen indledte et GS-angreb efter fodboldens ABC. Et indlæg fra højreside mellem målmand og forsvarere og Ib Brix bragte sikkert GS foran 1-0. Tre minutter senere kopierede Martin Jensen det sidste angreb med et perfekt indlæg, og denne gang var det Kim Vinther, der scorede til 2-0. Efter halvlegen var det HIF, der havde overtaget spillet og satte GS under pres. Holtet reducerede til 2-1 efter 20 minutter i 2. halvleg. hvorefter HIF-presset intensiveredes - men uden held i de afsluttende forsøg. Gandrups Søren Larsen havde et perfekt skud mod trekanten til slut i kampen, men en klasseredning af HIF-målmand Morten Hede holdt scoringen på 2-1 til Gandrup, som stadig er med i toppen med 43 point. Holtet har 25.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...