Fodbold

Gandrup 24. september 2002 08:00

TENNISSEJR TIL HFS HALS: Med tenniscifrene 6-1 vandt Hals serie 3 over Moseby i en kamp, hvor forskellen mellem top og bund trådte i karakter. Tommy Mikkelsen tegnede sig for målene til 1-0 og 2-0. Lars Andreasen blev noteret for målet til 3-0, hvor bolden gik i mål på direkte hjørnespark. Således havde Hals sejren inden for rækkevidde efter 20 minutters spil. Alex Foley begik straffespark efter den halve time, og HfS blev reduceret med en mand, men Moseby havde ikke mulighederne for at udnytte situationen, og 3-1 var stillingen ved pausen. Thomas "Ped" scorede på langskud til 4-1. Målet til 5-1 var efter fodboldens ABC: Troels Jacobsen med et perfekt indlæg til Tommy Mikkelsen, der headede bolden ind ved forreste stolpe. Ved det sidste mål viste Jonas Møller sin angrebsstyrke ved at vriste sig mellem to forsvarsspillere og udplacere målmanden. Hals ligger fortsat på andenpladsen med 39 point. Ø. Brønderslev er dog lige efter med 38. GS-POINT I MODVIND GANDRUP: Med et amputeret og afbudsramt serie 4 hold kunne Gandrup være godt tilfredse med det uafgjorte resultat ude mod Aalborg KFUM. Med en markspiller, Jan Tranholm Andersen, i målet var oddsene ikke på GS' side. Gandrup var således totalt nedspillet i 1. halvleg, hvilket 15 hjørnespark til KFUM indikerer. Halvvejs i halvlegen scorede KFUM på ée af disse. Gandrup-spillet blev betydelig bedre i 2. halvleg, men KFUM var dog stadig spilstyrende. På et kontraangreb i det 60. minut var det imidlertid GS' Christian Hjorth, der udplacerede KFUM-målmanden og udlignede til 1-1. Tre minutter senere begik GS et dumt straffespark i kanten af feltet, men Jan Andersen præsterede en perfekt redning ude ved stolpen. Dommeren dømte omspark, idet han mente at Jan Andersen gik før tiden. I frustration over kendelsen blev GHS-keeperen tildelt det røde kort. Kim Vinther overtog målmandstrøjen og var tæt på en dobbeltredning, men KFUM kom på 2-1. Minutterne senere blev Niels Christian Jensen udvist i 10 minutter, og GS spillede ni mod 11. Reduceret med to spillere formåede Gandrup alligevel at kombinere sig igennem til en afslutning, og Kenneth Hansen scorede til kampens resultat 2-2. MÅLFEST I ULSTED ULSTED: I søndagens serie 4 kamp på Ulsted Stadion blev publikum belønnet med hele 10 scoringer. Med en sejr på 10-0 over Dansome er humøret kommet tilbage til "ulvene" efter fem nederlag i træk. Tom Wagner scorede efter den halve time 1. halvlegs eneste mål. Christian Pedersen øgede til 2-0 efter fem minutter af anden halvleg. Minuttet senere bragte Thøger Møller UB på 3-0. I det 22. minut blev det så 4-0 ved Lars Simonsen, og Christian Pedersen bragte tallene op i tennis-størrelse med scoringer til 5-0 og 6-0 i det 23. og 25. minut, inden Tom Wagner scorede til 7-0 efter 30 minutters spil. To minutter senere gjorde Morten Sørensen det til 8-0, Christian Pedersen sluttede sine fire mål af med målet til 9-0. Tom Wagner lukkede og slukkede med målet til 10-0. DUKKERT FOR VHG V. HASSING: Fodbold er spillet, hvor alt kan ske. Det oplevede V. Hassing i søndags, hvor de var på besøg hos bundproppen Aars. VHG tog uden tvivl til Aars i den tro, at sejren var hjemme på forhånd, men Aars vandt overraskende 2-1 over topholdet fra V. Hassing. Med et uafgjort og to nederlag i de sidste tre kampe har V. Hassing sat oprykningen til serie 2 i fare. Holdet ligger nu på tredjepladsen med 34 point. Dog kun med et enkelt point op til Skalborg med 35 point.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...