Fodboldbane af giftkage

Julie Rasmussen, 11 år, og Simon Mathiesen, 12 år, begge fra Vebbestrup, viser deres bidrag til kagebagekonkurrencen.
HOBRO:En udstilling med kunstfærdigt bagværk stimulerede både fantasi og trangen til noget lækkert. Landbrugets ungdomsorganisation 4H holdt konkurrence i gærbrød, kagebagning og borddækning, og kombattanternes værker stod til skue i et af pladsens telte. Dommerne gav høje karakterer til børnene, som lagde vidt forskellige og originale stilgenrer for dagen. F.eks. Simon Mathiesens giftkage pyntet som en fodboldbane med vingummibamser som spillere. Julie Rasmussen fik topkarakter i alle discipliner. Både for sin kage pyntet med roser og perler og et enkelt og romantisk pyntet bord med egne blomsterdekorationer.