Fodboldbøller bør videofilmes

Konservativt byrådsmedlem mener, der er mere brug for konkrete forslag end en høring.

DBU's disciplinærudvalg forventer en dom over FCK og AaB i løbet af uge 13. Foto: Claus Søndberg

DBU's disciplinærudvalg forventer en dom over FCK og AaB i løbet af uge 13. Foto: Claus Søndberg

Galleri - Tryk og se alle billederne.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er brug for mere end en høring, hvis optøjer, som dem man så i forbindelse med søndagens kamp mellem AaB og FCK, skal undgås i fremtiden. Det mener byrådsmedlem Thomas Krarup (K), som både foreslår videoovervågning, øget brug af det såkaldte hooliganregister og bortvisninger på helt op til livstid til fodboldbøllerne. - Jeg har læst og hørt, hvad Jørgen Andersen siger om AaB's kamp i søndags. Men jeg er ærlig talt ikke kommet frem til, hvad han egentlig mener, der skal ske. Det er bare en omgang løs snak om en høring, og det er simpelthen for nemt. For vi får jo aldrig de værste bøller til at deltage i den slags, siger han. Ifølge Thomas Krarup er der med andre ord brug for konsekvens. For AaB har jo også selv forsøgt sig med dialog mange gange. - Vi bliver nødt til at møde dem, der smadrer stadion - og dermed også fodboldoplevelsen for andre - med langt mere kontante tiltag. For eksempel i form af fuld videoovervågning af relevante fan-afsnit, som vi får dokumenteret og registreret, hvem det er, der laver balladen, fortsætter han. I forhold til de cirka 300, som stod bag optøjerne søndag, mener Thomas Krarup, at det vil være oplagt at indlemme samtlige i det såkaldte hooliganregister. For det kan ikke passe, at registeret omfatter så få, som det er kommet frem i de seneste dage. - Det skal have konsekvenser, hvis man opfører sig på den måde. Og det kunne jo f.eks. være registrering og bortvisning fra fodbold i alt mellem tre år og livstid, foreslår han. Thomas Krarup er også tilhænger af at give politiet bemyndigelse til at slå hårdere ned og skaffe beviser, så domstolene har en reel mulighed for at dømme flere hooligans. - I England er man jo langt mere strikse. Men de bruger også langt flere betjente, så det er lidt svært at vurdere, om det er en god ide, siger han. - Forlanger vi mere politi på gaden, skal det i hvert fald ikke være noget, vi pålægger klubberne at betale for. Det gør vi jo heller ikke med andre kulturarrangører, og i Danmark har vi ikke tradition for, at politiet er ansat og betalt af private. Og bliver de det, risikerer vi, at det bliver en glidebane, hvor de ikke længere opfattes som neutrale, tilføjer han. Som politiker og medlem af skole- og kulturudvalget, mener Thomas Krarup også, at han har et ansvar for, at tingene ikke løber helt af sporet. - Byrådet skal sige til klubberne, at det her er så uacceptabelt, at vi vil have gjort noget ved det. For det har vi jo f.eks. også gjort i forhold til svineriet i forbindelse med karnevalet. Men den konkrete udmøntning bør nok være op til de involverede parter - altså klubberne, DBU og politiet, forklarer han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.