Fodbolden blæste væk i gågaden

Den oppustelige fodboldbane kunne ikke modstå vindens kræfter

Fodbold 6. april 2003 08:00

HJØRRING: "Der blæst' en vældig vind den daw ud' fra vest". Åbningsreplikken fra Uha, da-da af De Nattergale susede i ørerne, da NORDJYSKEs udsendte i går formiddag ved 10-tiden gik en tur op ad gågaden mod City-scenen. Her nærmest fløj den oppustelige fodboldbane på tværs af gågaden, og det tog ikke mange minutter for Søren Kærholm og alt-mulig-mand i Fortuna Hjørring, Nels Jensen, at beslutte, at de måtte pakke banen sammen af sikkerhedsmæssige hensyn. - Der kommer jævnligt kastevinde oppe fra parkeringspladsen og på et tidspunkt fløj banen hen mod ilden, så det er ikke forsvarligt at have den her. Desværre, sagde Søren Kærholm, mens han hjalp til med at bugsere den "levende" slange af en fodboldbane ind i en trailer. Der blev aset og maset med slangen, der ikke ville falde til ro, og Nels Jensen lagde al sin vægt imod for at klemme den ind i traileren. Ja selv Bodil og Oskar, de to Fortuna-pindsvin, smed sig ned over slangen ... Efter et kvarters kamp overgav slangen sig. Bold på to diameter Resten af de planlagte festligheder i gågaden løb af stablen som planlagt. De to pindsvin, Bodil og Oskar, gik op og ned ad gågaden, hvor især de små gerne ville sige hej. De fik så lidt slik og en hilsen. Bodil og Oskar skulle en gang imellem - som resten af gågadens fodgængere - vige for en kæmpestor fodbold. Den havde en diameter på to meter. Ansvaret for den havde to Fortuna-piger, Line Pedersen og Mette Vestergaard Jensen, der fik gået mange ture frem og tilbage, inden de tog ud på stadion for at se Dorthe Larsen & Co. Inden kampen mod Arsenal havde "Dorthe Larsen" andre forpligtelser. Hun skulle stå på mål nede foran Føtex, hvor der var en straffesparks-konkurrence for de helt små. Det var naturligvis ikke den rigtige Dorthe Larsen, men derimod en pap-figur af Fortunas målmand, der var sat på en stander, og så kørte hun ellers rundt, mens boldene piskede ind bag hende, da de små Christina Bonde'er og Michael Laudrup'er skød på mål. Heldigvis havde den rigtige Dorthe Larsen bedre fat i boldene senere på dagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...