Fodbold

Fodbolden blomstrer

BRØNDERSLEV:Mens det i øjeblikket kniber lidt for seniorspillerne i BI's fodboldafdeling, blomstrer til gengæld klubbens ynglingeafdeling. BI har to ynglingehold, og det bedste hold sluttede turneringen på en andenplads, og rykker hermed i mesterrækken, der indledes efter sommerferien. Holdet har været stærkt spillende, og eneste hold der har taget point fra rækkens absolutte tophold FC Solsiden. BI slutter turneringen med 22 point, efter syv sejre, en uafgjort og blot to nederlag. BI-holdet har scoret 61 mål i de 10 kampe, og blot lukket 13 ind. - BI er en af de få klubber der kan mønstre 30 herreynglinge, og det er andet år i træk vi har tilmeldt to hold i 11-mands turneringen. Andetholdet i U18 B turneringen sluttede turneringen på femtepladsen, så det har været en rigtig fin sæson, fortæller Kristian Vestergaard Nielsen, der træner U 18 A, mens U 18 B trænes af Steen Pedersen. De to BI-trænere har oplevet en bund solid træningsindsats i afdelingen med mindst 25 spillere til træning tirsdag og torsdag uge efter uge. Til kamp er der altid masser af unge mennesker på lægterne for at heppe på spillerne. - Vi arbejder med en flok herlige unge mennesker, som altid har et smil på læben og god for en hurtig replik. Hos os er der plads til alle uanset talent, tilføjer Kristian Vestergaard Nielsen. Det sociale er i højsædet i BI's herreynglinge afdeling, og her til efteråret tager 22 spillere en flok ledere på en fodboldtur til Spanien. - Ud over at udvikle spillerne fodboldmæssigt og socialt, er en af de store opgaver at forsøge at fastholde de unge mennesker i vores seniorafdeling. Lykkes det ser fremtiden absolut lys ud for vores seniorafdeling, siger Kristian Vestergaard slutteligt. P.S.