Fodbolden kommer først

Omsætningen under Dana Cup-ugen ligger lidt over sidste år, men ugen må ikke blive for kommerciel, mener Handelsstandsforeningen

Mette Munk Nielsen,
Omsætningen under Dana Cup var lidt bedre end sidste år, men butikkerne vil ikke gøre Dana Cup for kommercielt ved at holde Open by Night. Foto: Bente Poder
Fodbold 1. august 2010 12:00

Kasseapparaterne er på overarbejde i Hjørring i uge 30, og i år blev der lagt lidt mere i kasserne end forrige år. Men Handelsstandsforeningen vil ikke gøre cup-ugen mere kommerciel ved at holde Open by Night i løbet af ugen. - Vi har snakket meget om det, men de unge er her for at spille fodbold, og det skal ikke blive for kommercielt, hvis man kan sige det sådan. Vi skal ikke fokusere på omsætningen, for den kommer alligevel, men på at give dem en god samlet oplevelse af Hjørring, siger formanden for Handelsstandsforeningen Per Boe Larsen. Han mener, at et godt helhedsindtryk vil få deltagerne til at vende tilbage. - Det skulle være mærkeligt, at de ikke kommer tilbage, hvis vi efterlader dem med et godt indtryk af byen, siger han. Flere sportsarrangementer Per Boe Larsen sammenligner Dana Cup-ugen med julen og håber derfor, at man kan se flere af den type arrangementer i Hjørring. - Den giver et godt tilskud til butikkerne, især til restauranterne. Det er der ingen tvivl om. Det er et godt eksempel på, hvad sportsturisme betyder for en by, så dem vil Handelsstandsforeningen gerne have flere af, siger Per Boe Larsen. Han fortæller, at det i sin butik, guldsmed Hassing, er meget forskelligt, hvad der bliver købt. Men en ting går igen. - Vi laver rigtig mange huller i ørerne. Tit kommer der hele hold ind, som får det lavet på én gang, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...