Fodbolden ruller for alvor igen

FfI tabte 2-3 på mål i overtid, mens Hirtshals fik en sejr

Hirtshals Boldklubs anfører Martin Eriksen i aktion i premieren på hjemmebane mod AaB.Foto: Bente Poder

Hirtshals Boldklubs anfører Martin Eriksen i aktion i premieren på hjemmebane mod AaB.Foto: Bente Poder

Den lokale fodbold blev skudt i gang i weekenden, og i de kommende påskedage ruller bolden for alvor rundt på landsdelens baner. I Jyllandsserie 1 var FfI snublende tæt på at hente et overaskende point i premieren på kunstgræs i Århus mod oprykningsfavoritterne fra IF Lyseng, der først to minutter inde i dommernes tillægstid fik scoret det afgørende mål til 3-2. Forinden havde FfI sikret sig en pauseføring på 1-0 efter en scoring i halvlegens sidste minut sat ind af Thomas Sørensen efter et frisparksindlæg fra Brian Algrensen. I forbindelse med frisparket fik hjemmeholdet målmanden udvist, men alligevel lykkedes det for IF Lyseng at udligne kort inde i anden halvleg. Et kvarter senere blev det 2-1 til hjemmeholdet efter en hurtig kontra, hvor frederikshavnernes defensiv ikke var på plads. Ti minutter før tid fik Christian Dalsgaard sørget for FfI's udligning til 2-2, da han headede bolden i nettet efter et hjørnespark, og faktisk var FfI'erne også tæt på 3-2, men Thomas Sørensen måtte se sit forsøg reddet af hjemmeholdets keeper. Forinden var FfI's keeper, Kenneth Isaksen, sendt udenfor med et gult kort, og ind i buret kom Jack Vejle, og han kunne ikke forhindre IF Lyseng i at tage alle tre point med et pletskud i overtiden. Trods nederlaget var FfI-træner Lennart Bak tilfreds. - Bittert at tabe efter en kamp, som vi kunne have vundet. - Alle kæmpede glimrende, men de fik desværre et par dumme mål, der ødelagde det for vores unge hold, hvor gennemsnitsalderen er 21-22 år, siger Bak. Torsdag får FfI hjemme besøg af Åbyhøj, mens Hjørring IF skal i ilden for første gang hjemme mod netop Lyseng. Hirtshals-sejr i premieren I serie 1 pulje 5 fik Hirtshals Boldklub en glimrende start på sæsonen med en sejr på hjemmebane. Det gik ud over AaB, som blev besejret med 3-2 på Hirtshals Stadion. I premiererunden i rækken fik oprykkerne fra Asaa Boldklub det ene point med hjem efter 2-2 ude mod Sulsted, mens Hjørring Frem i premieren ude mod Jetsmark IF løb ind i et nederlag på 1-4. I næste spillerunde i serie 1 pulje 5 tørner Asaa og Hirtshals sammen på Asaa Stadion skærtorsdag, og samme dag skal Hjørring Frem på hjemmebane møde Sulsted.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.