Fodboldens enker flokkes om det store lærred

NORDJYLLAND:På tv siger de ’Alles ist Fussball’. I biograferne siger de ’Alle sind Frauen’. Juni har været en særdeles god forretning for biograferne, der har solgt omkring 20 procent flere billetter end i juni sidste år. Særligt kvinderne har været hyppigere gæster ved billetlugerne. - Der bliver sendt ukristeligt meget fodbold på begge fjernsynskanaler. Hvis man ikke er interesseret i fodbold, er der jo ikke noget at se på. Derfor vælger flere piger at gå i biografen, mens mændene hænger derhjemme foran fodbolden, siger Boye Elimar, biograf-direktør for BioCity i Aalborg. Han vurderer, at omsætningen i juni er 20 procent højere end samme måned sidste år. - Den forretningsmæssige del af mig er glad for, at Danmark ikke kvalificerede sig til VM i Tyskland. Ellers havde billedet nok været et andet, siger Boye Elimar, der også forklarer den øgede omsætning med dårligt vejr. Hos Hjørring Biocenter er tilstrømning af VM-enker også mærkbar. - Vores juni er 25 procent bedre end sidste år. Vi har generelt mange kvindelig biografgængere, men med VM i fjernsynet er de hurtigere til at bevæge sig ind i mørket, siger Lasse Pedersen, biografdirektør for Hjørring Biocenter. Dansk fravær en fordel Han understreger, at slutrunder i fodbold generelt er en god forretning for biografen. - Vi så samme tendens under EM i 2004. Men her var Danmark med, og når de spillede, var der ikke mange besøgende. Derfor er jeg som biografdirektør glad for, at Danmark røg ud i kvalifikationen. Men som privatperson er jeg ked af det, siger Lasse Pedersen. I Frederikshavn ser også Hanne Pedersen fra Palads en klar tendens til, at kvinderne er i overtal i biografsalen, når der er fodbold i fjernsynet. - Mange kvinder gider ikke se fodbold. Så de ringer til et par veninder og spørger, om de vil med i biografen. Deres mænd sidder jo også og ser fodbold, siger Hanne Pedersen.