Fodboldfest i frikvarteret

Elever fra 4. til 6. klasse har brugt frikvartererne til at spille fodbold

Jesper Ramsing
Klassekammeraterne sørgede for, at rammerne var en finale i frikvartersfodbold værdig. Foto: Kurt Bering
Skolevæsen 16. januar 2007 05:00

BRØNDERSLEV: Højst overraskende besejrede AaB selveste Juventus 2-1 i går, da der var fodboldfest på Skolegades Skole. Her var der finale i skolens fodboldturnering. Elever fra 4. til 6. klasse har siden december brugt frikvarterne om formiddagen på at spille fodbold. I går stod to pigehold og to drengehold så overfor hinanden i kampen om at blive skolens bedste hold i frikvartersfodbold. Og rammerne var bestemt en finale værdig. Spillerne havde selv sørget for at pifte stemningen om ved at døbe deres hold efter nogle af de største klubber i verden. Og klassekammeraterne sørgede for, at opbakningen fra tilskuerpladserne var både højlydt, farverig og festlig. Men selvom fodboldturneringen selvfølgelig er en leg, så er der motiverede tanker bag turneringen. Holdene er nemlig blandet mellem klassetrinene, og eleverne skal selv stå for selve afviklingen af kampen. - Tanken med at samle holdene på tværs af klassetrin er, at eleverne skal lære hinanden bedre at kende. Og så lærer de selv at have ansvar for at afvikle kampene, siger Niels Lykke Poulsen, der er tovholder på fodboldturneringen. Og eleverne var bestemt ikke trætte af, at frikvarteret var beslaglagt til fodbold. I pigernes finale besejrede AaB altså Juventus. Og her var der drøn på fra første fløjt. Men tempoet og intensiteten fik en tak op, da drengenes finale, hvor Real Madrid slog Manchester United. - Jeg kan godt lide at spille fodbold, og det handler om at have det sjovt. Så jeg synes det er fint, at det er i frikvarterene, siger Marie Bøgh, 5. a fra AaB-holdet som altså blev de bedste af pigerne. Og det er da en bedrift, man gerne på blære sig lidt med, fortæller Marie Bøgh beskedent.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...