Fodboldfest på Fjordmarken

Festlighederne før fodbold flyttes ud i det gode vejr.

Naturvidenskab 1. april 2011 12:01

Den uofficielle fangruppe for AaB's superligamandskab, Vesttribunen, folder før lørdagens kamp mod det stærke OB-hold sine organisatoriske vinger ud. Ved de seneste to hjemmekampe, mod henholdsvis Silkeborg og FCK, har fangruppen formået at samle op mod 500 mennesker til storslået opvarmning før fodboldkampene på værtshuset Spirit of America i Jomfru Ane Gade. I morgen vil man prøve noget nyt. Ud i vejret I stedet for at lukke vejret og resten af verden ude og sig selv inde, tager man i morgen festen udenfor. - Planen på lørdag er egentlig bare, at folk skal have en fed dag på plænen, siger Michael Meelsen, der er en del af kræfterne bag Vesttribunen. Den fede dag på plænen bliver nærmere bestemt på Fjordmarken i Aalborg Vestby, hvor man, igen i samarbejde med Spirit of America, vil stille an til en stor fest. - Spirit står for salg af øl, spiritus og mad, toiletter, borde og lyd, mens vi står for at samle folk til begivenheden, reklamere for den og sælge merchandise, forklarer Michael Meelsen, der regner med, at mindst 300, og hvis vejret er rigtig godt 500, møder op til arrangementet, der starter klokken 12 og slutter, når festen føres videre til Energi Nord Arena. Et kulturindslag Vesttribunen står også for festens musikalske indslag, der denne lørdag bliver med rapperen Mike D'angelo fra Aalborg. Til de tidligere arrangementer har rapperne Zjakalen, som har lavet en støttesang til AaB, og McMark optrådt, og man fortsætter altså ideen med at bruge aalborgensiske kunstnere til festerne. - På den måde bliver der samtidig gjort opmærksom på, at Aalborg har noget at tilbyde på kulturfronten, hvilket vi også mener, at vores arrangementer bidrager til, siger Michael Meelsen. God fodboldaften Vesttribunen har, som de altid gør, informeret Nordjyllands Politi om dagens festligheder, og politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau er da også ganske rolig. - Det er ikke en højrisikokamp, og vi ved, at AaB's fans holder en fest med udskænkning på Fjordmarken. Vi forventer en god aften, hvor det er hyggeligt at gå til fodbold i Aalborg, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...