Fodboldgolf i grænselandet
To borgmestre indviede lørdag Sørå Fodboldgolf.
Det var grænseoverskridende i mere end én forstand, da Sørå Fodboldgolfbane lørdag blev indviet. Hele to borgmestre skulle der til for at klippe snoren til østkystens nye turistattraktion, der ligger i grænselandet mellem Frederikshavn og Brønderslev Kommuner. Se mere om Sørå Fodboldgolf her Helt bogstaveligt. Banens hul 7 står blot tre-fire meter fra vejskiltene for de to kommuner, og spøjse hoveder spurgte da også til, om begge kommuner nu også havde givet tilladelse til banen. Mogens Brag, skolelærer og byrådsmedlem i Frederikshavn Byråd, er manden bag initiativet. Han bor selv på Vestergaard sammen med hustruen Caroline og en stor børneflok - og har ikke problemer med at få tiden til at gå. Det sidste halvandet år har familien Brag med stor hjælp fra naboer, venner og familie knoklet med at anlægge fodboldgolfbanen. Og Mogens lægger ikke skjul på, at det har kostet blod, sved og tårer at forvandle en pløjemark til en 18 hullers fodboldgolfbane og det gamle maskinhus til servicebygning med tilhørende terrasse med grill og haveborde. Andre værdier - Købmanden og skolen er for længst lukket herude på kanten af udkanten, men vi har andre værdier, og hvor ville det ellers være muligt at bygge en fodboldgolfbane lige midt i centrum af byen, sagde Mogens Brag - og tilføjede den detalje, at Sørå ikke er en by ... Turistattraktion Turisme er kodeordet, og fodboldgolf er en sport i kraftig vækst. Lene Hansen, Brønderslevs borgmester, roste initiativet og lagde afstand til begrebet udkantsdanmark: - Det er noget københavnerne siger om det, der er længst væk fra København. For os er vi i verdens centrum lige nu, og her i Vendsyssel sidder vi ikke på hænderne, men skaber selv indholdet i de rammer, vi har. Ihærdigt arbejde Lars Møller, Frederikshavns borgmester, roste også den ihærdige famile. - Tidligere kunne et landsted som Vestergaard brødføde en hel familie. Nu skal der en sygeplejerske, en skolelærer og kulturudvalgsformand til, sagde Lars Møller, inden snoren blev klippet. Der findes 40 fodboldgolfbaner i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.