Aalborg

Fodboldklub ansætter frivillig leder

Aalborg KFUM-Fodbold har nået bristepunktet for, hvad frivillige ledere kan overkomme

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aalborg KFUM Fodbold har den største børne- og ungdomsafdeling i Aalborg.

AALBORG:Man skal ikke lade sig begrænse af mangel på ressourcer, når der nu er så mange ideer, der skal føres ud i livet, opgaver der skal løses og ting, der skal koordineres.

Det er konklusionen i Aalborg KFUM Fodbold efter klubbens sportsudvalg de seneste måneder har haft fokus på, hvordan klubben får koordineret opgaverne bedre og givet de frivillige en fastansat at forholde sig til. Klubben har derfor taget det udsædvanlige skridt at fastansætte en af klubbens egne frivillige ledere, Tom Nygaard, der bliver salgs- og eventchef.

Det er normalt, at større klubber har en inspektør til at varetage de praktiske opgaver, men det er udsædvanligt, at der derudover er fuldtidsansatte.

- Vi har nået bristepunktet for, hvad frivillige ledere kan overkomme at igangsætte og koordinere, fortæller formand for Aalborg KFUM Fodbold, Christian Hvingel.

Fodboldklubben er Aalborgs næststørste med over 750 medlemmer, hvoraf langt de fleste er børn og unge.

Børn vil have kvalitet

Christian Hvingel forklarer, at netop med så stor en børne- og ungdomsafdeling, som er den største i Aalborg, er det et kæmpe arbejde, at sikre de rigtige tilbud.

- Vi skal levere kvalitet i det vi laver. Det er vigtigt for at hverve og fastholde børnene i klubben. Vi har nogle ambitioner, vi ikke kan leve op til som frivillige, der er forældre med job, siger han.

Tom Nygaards opgave bliver dels at tjene penge til klubben dels at sikre kvalitet i arbejdet med børn og unge dels at styrke fællesskabsfølelsen i spiller- og forældregrupper.

I direkte forlængelse heraf ligger også samarbejdet med folkeskoler og uddannelsesinstitutioner som UCN og AAU.

Klubben har endvidere ambitioner om at inddrage kvarterets børn og unge i klublivet og være til rådighed for kvarterets unge på de tidspunkter, der passer de unge i deres hverdag.

- Vi åbner klubhuset langt tidligere på dagen, end vi plejer, for nu skal vi ikke være afhængige af, at de frivillige kommer hjem fra arbejde. Åbningstiden i klubhuset bliver udvidet. Vi kan begynde om eftermiddagen, når børnene kommer fra skole. Så kan de sætte sig og lave lektier, indtil træningen begynder, siger Christian Hvingel.

Der bliver dermed åbnet i klubhuset mandag, tirsdag og torsdag eftermiddage fra klokken 14.

- Her kan man komme og spille bordfodbold, se tv, lave lektier og hygge sig, siger den nye salgs- og eventchef, Tom Nygaard, der er i gang med at finde sponsorer til flere fritidsfornøjelser i klubhuset for de unge.

Klubben vil også satse på flere sociale arrangementer om aftenen, herunder fællesspisninger og fællesarrangementer for hele kvarteret, uanset om man er medlem af klubben eller ej.

Netværk

Tom Nygaard har i mange år arbejdet som sælger, og kontakten til sponsorer og erhvervslivet er ikke fremmede for ham. Han skal også hente sin egen løn hjem.

- Der bliver ingen kontingentstigning på grund af ansættelsen, lover formanden for klubben, Christian Hvingel.

Selv er Tom Nygaard i fuld gang i klubben som fuldtidsansat, og det har han været siden 1. august.

- Vi kommer til at tjene pengene ind igen på vores turneringer, stævner, Hasserisløbet og nye tilbud til eksisterende sponsorer, forklarer han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.