Fodboldkvinder vil til VM: Nu skal vi have ram på Sverige

Med en sejr tirsdag aften over Sverige er det danske kvindelandshold klar til næste års VM i Frankrig.

Sanne Troelsgaard, Theresa Nielsen og Pernille Harder forbereder sig under mandagens træning på Viborg Stadion. Klokken 17 tirsdag går det løs mod svenskerne. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Fodbold 4. september 2018 12:01

Det danske kvindelandshold kan tirsdag aften kvalificere sig til VM for første gang i mere end et årti.

Med en sejr over Sverige foran fyldte tribuner i Viborg er danskerne klar til næste års VM i Frankrig.

Ender det uafgjort eller med et nederlag, så er der en chance for, at Theresa Nielsen og holdkammeraterne gennem en playoffturnering kan klemme sig med til slutrunden.

- Det er utrolig lang tid siden, at vi har været til et VM. Kun en eller to spillere i den her trup har været til et VM, så den oplevelse vil vi også have, siger Theresa Nielsen.

- Sverige er nok et af de hold, som vi kender allerbedst, og jeg tror ikke, at de kan overraske os på nogen måde.

- De har også et godt hold, så tirsdag afhænger det hele af, hvem der er bedst på dagen, vurderer højrebacken.

For et år siden var der ikke meget, der tydede på, at Danmark tirsdag ville stå med chancen for at overhale Sverige i sidste spillerunde i kvalifikationen og tage den direkte VM-plads.

En konflikt om vilkårene for at spille på landsholdet - lig den aktuelle konflikt på herresiden - betød, at de danske kvinder ikke stillede op til udekampen mod Sverige. Straffen blev et skrivebordsnederlag på 0-3.

Spillerne forventede, at nederlaget ville forfølge dem hele vejen til sidste spillerunde, hvor Sverige så skulle slås med 4-0 i Viborg. Men i juni tabte svenskerne uventet til Ukraine, så derfor kan Danmark nøjes med at vinde tirsdag aften.

- Det vendte alt for os. Vi kunne maksimalt nå den andenplads og måske være heldige at komme i playoff.

- Nu ligger det hele i vores egne hænder. Vi må tage imod det og udnytte det for fuld skrue, siger Theresa Nielsen.

Anfører Pernille Harder kan også se tilbage på en bumlet VM-rejse, der tirsdag kan kulminere med et foreløbig højdepunkt.

- Alt det, vi har gjort på fodboldbanen har været rigtigt. Vi har vundet de kampe, vi skulle, og vi står med en finale mod Sverige.

- Vi har haft en fin kvalifikation og scoret mange mål, og det håber jeg, at vi kan fortsætte med mod svenskerne, siger Harder, der i sidste uge blev kåret til årets fodboldspiller i Europa.

For to år siden mødtes Sverige og Danmark også i Viborg. Det var i EM-kvalifikationen. En dansk sejr på 2-0 sendte begge hold til EM, hvor Danmark nåede frem til finalen.

- Sverige var sikre på en plads til EM, da vi slog dem i 2016. Nu spiller begge hold om at komme til VM, så det bliver anderledes. Vi har spillet flere af den slags kampe de seneste par år, og vi ved, hvordan vi skal være klar rent mentalt, siger Harder.

Skrivebordsnederlaget fylder ikke længere det store i den danske trup.

- Man ved heller ikke, hvordan den kamp var forløbet, siger landstræner Lars Søndergaard.

Han blev hentet ind midt i kvalifikationen i december sidste år på et tidspunkt, hvor skyerne over landsholdet fortsat var sorte.

Siden er lyset brudt igennem, og Søndergaard håber nu på, at danskerne kan afgøre sagerne tirsdag.

- Det vil være nemmest for os at slå Sverige og at kvalificere os direkte til VM, siger han.

Der er kampstart i Viborg klokken 17.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...