Fodboldlandsholdet kommer i hård Nations League-gruppe

Danmark skal møde Island, Belgien og England i Nations League i efteråret.

Kasper Hjulmand får sin debut som dansk landstræner, når der i september tages hul på den anden udgave af Nations League.

Kasper Hjulmand får sin debut som dansk landstræner, når der i september tages hul på den anden udgave af Nations League.

AMSTERDAM:Kasper Hjulmand får en hård start som dansk fodboldlandstræner.

Når han afløser Åge Hareide som landstræner efter sommerens EM-slutrunde, får Hjulmand ingen nemme kampe at komme i gang på.

I løbet af efteråret skal der nemlig spilles seks kampe i Nations League, og her havnede Danmark i gruppe med Island, Belgien og England ved tirsdagens lodtrækning i Amsterdam.

De belgiske verdensettere får Danmark allerede fornøjelsen af ved sommerens EM-gruppespil. Inden da møder Danmark England i en testkamp på Wembley i slutningen af marts. Englænderne ligger nummer fire på verdensranglisten.

Island er på papiret det dårligste hold i gruppen, da holdet ligger nummer 39 på verdensranglisten. Islændingene er heller ikke kvalificeret til sommerens EM-slutrunde, men har muligheden for at gøre det i marts.

Der spilles to kampe i september, to kampe i oktober og to kampe i november. Rækkefølgen er endnu ikke fastlagt.

Nations League er en vigtig turnering. Ud over at den genererer præmiepenge til DBU, kan den også være en livline i kvalifikationen til VM-slutrunden i Qatar i 2022.

Den normale VM-kvalifikation spilles i 2021, og Danmark skal vinde sin indtil videre ukendte kvalifikationsgruppe for at komme direkte til VM.

Bliver Danmark nummer to i sin kvalifikationsgruppe, skal Danmark spille playoffturnering, hvor 12 hold kæmper om tre VM-billetter.

Men skulle det ske, at Danmark ikke er blandt de to bedste hold i VM-kvalifikationsgruppen, kan Nations League være redningen.

De to sidste pladser i playoffturneringen går til de to bedste nationer i Nations League, som ikke allerede er direkte kvalificeret til VM via førstepladsen i VM-kvalifikationen eller er klar til playoffturneringen gennem andenpladsen i VM-kvalifikationen.

Danmark spiller Nations League i det øverste lag, League A.

Da det må forventes, at de fleste nationer fra dette lag slutter blandt de to bedste hold i deres respektive grupper i VM-kvalifikationen, er der en god sandsynlighed for, at Danmark ad denne vej kommer med i playoffturneringen, hvis det ikke lykkes Danmark at slutte blandt de to bedste i VM-kvalifikationsgruppen.

Nations League blev afviklet for første gang i efteråret 2018. Her spillede Danmark på B-niveau og vandt sin gruppe foran Irland og Wales og rykkede dermed op på øverste niveau.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.