Fodbold

Fodboldleder fik DBU's sølvnål overrakt af sin kammerat

HJØRRING:Fodboldlederen i Hjørring Idrætsforening, Jesper Sønderkjøge, har fået overrakt Dansk Boldspil Unions sølvnål for mangeårigt lederarbejde inden for fodboldens verden. Efter at Jesper Sønderkjøge sluttede som aktiv, kastede han sig alvor ind i ledergerningen. Han har opereret på stor set alle felter inden for klubben. Lige nu er han holdleder for føresteholdet, men han står altid klar til hvilken som helst opgave, klubben beder ham om. Hæderen fik han forleden på sin 50 års fødselsdag. Og det var ingen ringere end DBU's generalsekretær Jim Stjerne Hansen, der overrakte nålen til Jesper Sønderkjøge. Almindeligvis overrækkes nålen af enten DBU's formand eller næstformand, men i tilfældet her skal det ses i billedet af, at Jim Stjerne Hansen og Jesper Sønderkjøge er personlige venner. De er nemlig begge to fra Hvidovre Idrætsforening og har holdt forbindelsen vedlige, ikke mindst efter at Jim Stjerne Hansen for nogle år siden købte fritidsbolig i Vennebjerg. Det var HI's ungdomsformand, John Nielsen, der havde indstillet Jesper Sønderkjøge. For det er især inden for ungdomsfodbolden, at Jesper Sønderkjøge har lagt sine kræfter. Igennem mange år har han trænet i hundredevis af små fodboldspillere, og rent faktisk har han det bedst med de helt små i 10-11 års alderen, hvor fodboldlærdommen for alvor indprentes. Jesper Sønderkjøge har i flere år også været manden bag DBU's fodboldskole i Hjørring. Her samles hver sommer mange ungdomsspillere fra Hjørring-området, et arrangement, som unionen ser med megen velvilje på. Det er ikke enhver beskåret af få DBU's sølvnål, så det var en meget beæret Sønderkjøge, der modtog nålen. Den giver ham fremover ret til gratis at komme ind til alle Danmarks fodboldlandskampe samt kampe i øvrigt i hele landet. En af dem, der måske opnår samme hæder som Jesper Sønderkjøge, er Dana Cups forretningsfører John Robert Larsen, der dagen efter, i lørdags, holdt sin 60 års fødselsdag. Han har 40 års jubilæum som fodboldleder om to år, men har endnu DBU-nålen til gode. Dog har han modtaget JBU's sølvnål. Det skete ved Fortunas 25 års jubilæum i 1991. Til forskel fra Jesper Sønderkjøge fik John Robert Larsen i fødselsdagsgave en spinningcykel af sin klub, da den gamle var på vej til at blive slidt op. Det vil måske overraske mange, at Mr. Dana Cup besidder en sådan tingest, men han gjorde op med sig selv, at vægten var ved at blive et problem. Derfor gør han som det første, når han står ud af sengen, at sætte sig op på cyklen i en halv time. Men for ikke at tiden skal falde for lang, forener han det nyttige med det praktiske: han lukker op for fjernsynet og følger med i morgen-tv: - Det er den eneste tid på dagen, jeg kan være sikker på at have fred og ro. Og det er jo lidt smart, at jeg bagefter kan gå i bad, siger John Robert Larsen, der også i 1991 opnåede en hæder, nemlig at blive slået til ridder af Skipper Clement sværdet.