Fodboldopgør bredte sig til Københavns gader

Mand gennempryglet og kvindelig betjent ramt af øldåse

KØBENHAVN:Mens kampen mellem FCK og Brøndby foregik civiliseret på grønsværen, så kneb det for nogle af de to klubbers tilhængere at lade fodboldkampen være en fredelig fornøjelse: Politiet anholdt før og efter kampen over 80 fodboldtilskuere for blandt andet vold, oplyser pressetalsmand Flemming Steen Munch fra Københavns Politi. Et stort antal fodboldfans blev anholdt, da en gruppe forsøgte at trænge ind på et værtshus i Farimagsgade. Værtshuset er fast tilholdssted for tilhængere af den anden side. Politiet havde posteret to grupper foran beværtningen, men alligevel forsøgte modstanderne at løbe stormløb mod stedet. Betjentene trak stavene og anholdt omkring 40 mennesker, inden det lykkedes at få kontrol over situationen. Blandt de andre episoder, der fik politiet til at gribe ind, var en aggressiv tilskuer, der tog kvælertag på en kontrollør i Parken. En anden blev anholdt for vold mod tjenestemand, fordi vedkommende kylede en øldåse mod en kvindelig politibetjent. Og endelig udspringer en særdeles grov voldssag fra Svanemøllen Station fra et møde mellem tilhængere af de to klubber. En mand blev gennempryglet på stationen af gerningsmænd, der kvæstede ham ved at slå løs på ham med brædder, flasker og andre forefaldende våben. Allerede før kampen var et stort antal fodboldtilhængere blevet pågrebet efter flere slagsmål mellem fans af de to klubber omkring Kongens Nytorv i det indre København. Op mod 30 mennesker blev anholdt, allerede inden kampen blev fløjtet i gang./ritzau/