Fodboldpiger i jysk top

STØVRING:Så gjorde de det igen. Pigerne fra Støvring IF, der sidste weekend blev nordjyske mestre i henholdsvis miniput og lilleput, fik søndag atter medaljer. Bedst gik det for Støvring Idrætsforenings fodboldpiger i lilleput A-rækken. I Lemvig mødte de topholdene fra de tre andre jyske kredse, og i selskab med Åbyhøj, Lemvig og Varde kronede en fantastisk sæson med et jysk mesterskab. - Det er fuldt fortjent og resultatet af en gennemført flot holdindsats, lød det - ikke overraskende - fra trænerne Per Andersen og Poul Simonsen. I semifinalen vandt Støvring ubesværet over Varde med 9-0, hvorimod finalen mod Lemvig blev meget spændende. I 2 halvleg kom Støvring foran på mål af Sisse Godtfredsen, og det tvang Lemvig til at satse offensivt. Denne satsning gav Støvring flere gode kontrachancer, og 3-2 blev slutresultatet. De yngre miniputpiger tabte første kamp mod Grindsted 5-2, men modstanderne vandt også senere finalen. Næste kamp var mod Lemvig og gjaldt bronze. Kampen var meget spændende, men Støvring vandt 1-0 og dermed bronzemedaljer til stubbyen.

Forsiden