Naturvidenskab

Fodboldskolen er en kanonsucces

FJERRITSLEV:Der er sving i højrebenet, når de yngste deltagere sender bolden afsted i det nordjyske blæsevejr i årets DBU's fodboldskole på FIF's baner i Fjerritslev. Det blandede sommervejr tager ikke pippet fra de 160 drenge og piger, der har meldt sig til den tiende i rækken af fodboldskoler i Fjerritslev, men de er godt nok glade for, at det endelig blev tørvejr i går, fortæller en af trænerne, Maria Jacobsen. - Der var stor rift om de 160 billetter i år, også fordi der ikke er fodboldskole i Løgstør. Der har vi en del fra i år, og så er der flere piger, der har meldt sig, 34 i alt. De mange børn lærer om fodboldspillets finter og tricks, som er årets tema, så der bliver trænet sparketeknik og boldbehandling i et væk. 10 grupper, ledet af 11 trænere og seks assistenttrænere, er i gang rundt om på banerne, deriblandt en ren pigegruppe, fortæller Maria Jacobsen. Børnene får undervisning efter et skema, som i en rigtig skole, og der er også plads til hyggelige frikvarterer. Mange af børnenes forældre har ikke ferie endnu, og derfor er fodboldskolen meget efterspurgt, siger træneren. - De møder klokken ni og er her til tre om eftermiddagen, så det er som en skoledag. Fodboldskolen slutter fredag eftermiddag med sjov og ballade. Hvad slags er indtil videre en hemmelighed. DBU's fodboldskoler blev oprettet for 11 år siden, så skolen i Fjerritslev har næsten været med fra begyndelsen. 10 års jubilæet blev markeret i går ved FIF's klubhus, hvor Georg Sørensen fra DBU overrakte fodboldskolens leder Søren Jacobsen et flot diplom for de 10 års arbejde med fodboldbørnene.