Fodbold

Fodboldspillere dribler forbi kommunegrænse

Misebrale baneforhold i Hobro tvinger førsteholdet til at træne i Valsgaard

HOBRO:Hobro IKs fodboldafdeling dribler nu forbi kommunegrænsen for at give spillerne i førsteholdstruppen mulighed for at træne. De tre ugentlige træninger foregår den næste måneds tid på fodboldanlægget i Valsgaard i Arden Kommune, og i aftes var spillerne for første gang samlet til træning her. Fodboldafdelingen har truffet aftale med idrætsforeningen i Valsgaard om at benytte banen med tilhørende lysanlæg, indtil sæsonen er slut. Førsteholdet i danmarksserien mangler tre turneringskampe i år - Thurø, Herning og Thisted. - Vi er glade for, at idrætsforeningen i Valsgaard har givet os lov til at benytte foreningens baner. Selvfølgelig havde det været bedst, hvis vi kunne træne på fodboldbanerne i Hobro, men det er simpelthen ikke muligt, siger holdets træner, Per Sørensen. I Hobro er der to baner med lys - den ene bag hallen og den anden nær tennisbanerne. Begge baner er imidlertid i en miserabel stand. - Vi kan ikke byde spillerne at træne på disse baner, for niveauet kan ikke andet end falde. Og det har vi ikke råd til i en danmarksserie, hvor der stilles store krav til spillerne i hver eneste kamp. Desuden spiller det også ind, at risikoen for skader er betydelig større på hullede og ujævne baner, siger Per Sørensen. Fodboldafdelingen har i efterhånden flere år presset på over for kommunen for at få en løsning på baneproblemerne. Hidtil uden resultat. - Det er da beklageligt, at vi bliver nødt til at gå til en anden kommune, men der var ikke andre muligheder, hvis ellers vi vil gøre os forhåbninger om at klare os i danmarksserien. Og idrætsforeningen i Valsgaard fortjener stor ros for, at den vil være os behjælpelig, siger formanden for fodboldafdelingen, Bøje Larsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst