Fodboldspillere trak i støvlerne

Flere lokale fodboldhold stiler efter topplacering eller oprykning

ARDEN:- Vi skal alle gøre os umage for at tale pænt til hinanden, og det gælder både børn og voksne. Opfordringen til at bibeholde den gode omgangstone og gøre klubben til et rart sted at være lød fra fodboldformand Kurt Jørgensen, da han forleden bød Jarl Ardens seniorer og fodboldungdom velkommen til den nye sæson. I øvrigt på en lørdag, hvor alle kommunens voksenspillere kom på græs. Det gælder også i Valsgaard, Doense-Vebbestrup og Astrup. For Jarl Ardens vedkommende mønstrer klubben seniorhold i serie 2 og serie 5. Begge mandskaber skal forsøge at bide sig fast efter oprykningen i fjor. Førsteholdet er havnet i kreds 11 - en sydkreds med lutter nye bekendtskaber. Dog undtaget Hald B.65, der jo rykkede op sammen med Jarl. De øvrige modstandere er fra Århus, Randers og Djursland. Derimod tørner andetholdet i serie 5 ud i en lokalkreds med velkendte modstandere som Valsgård IF 83 og IF Dannebrog, Astrup. Hvorimod Doense/Vebbestrup IF med kommunens største seniorafdeling og tre tilmeldte hold under JBU stiller op i en anden serie 5 pulje. I modsætning til i 2004, hvor DVIFs tre hold spillede mod modstandere fra Østhimmerland, møder holdene i år udelukkende mandskaber fra Vesthimmerland. Det gav nu ikke anledning til bekymrede miner hos træner John Schulz. - Jeg tror, vi kan gøre os gældende i toppen af serie 4. Jeg overværede en af DVIFs kampe i fjor, og det var opløftende. Holdet synes at rumme mange gode spillere, fremhæver John Schulz med 14 sæsoner som træner i bagagen. Førsteholdet skal nå at spille fem træningskampe inden sæsonstart og lægger ud om 10 dage. Ud over en del unge spillere fra 2004-truppen har klubben hentet ynglingespillerne Peter Bak, Thomas Laursen og Thomas Bak, mens Rasmus Thybo Jensen efter en halv sæsons fravær er vendt tilbage til DVIF. I øvrigt mødte 25 spillere op til standerhejsning på Tinghøj, og det var en enkelt spiller færre end i Valsgaard, som åbenbart nyder godt af at kunne byde både på flotte baneforhold og et nyt klubhus til fodboldafdelingen i byens nye idrætshal. Blandt de 26 spillere sås flere nye ansigter i forhold til 2004. Herunder holdets nye træner, Flemming Bach, der for nogle sæsoner siden huserede som en målfarlig angriber på Valsgaard bedste mandskab, ligesom en anden af klubbens egne spillere er tilbage i folden. Det er Mads Jensen, der har spillet i både Hobro IK og seneste i Skive. Endvidere mødte Carsten Laut Jacobsen, Hobro, til den første træning, og et fjerde nyt ansigt er Bent Grøn. -Det er mange år siden vi har haft så mange til årets første træning, og måske kommer der endnu et par nye spillere fortæller en af klubbens trænere, Bjarne "Bamme" Nielsen. Førsteholdstræner Flemming Bach lagde ej heller nogen dæmper på begejstringen og udtrykte forventning om, at både serie 5 og serie 6 mandskabet rykker op med det materiale, der er til rådighed i den kommende sæson. Til de to hold har Valsgård IF 83 også holdlederne på plads. Førsteholdsspillerne serviceres at Leo Nielsen, mens serie 6 spillerne vartes op af Jens Jensen og Jørgen Tougaard. Træningskampene indledes 26. februar mod VØ 91.