Svømning

Fodfejl af brystsvømmer

Majken Thorup snublede på jerntrappe - VM-forberedelserne halvt ødelagte

AALBORG: En ulykke kommer sjældent alene, påstod vores forfædre. Det gælder åbenbart også for moderne topsvømmere. I sidste uge fik Majken Thorup den triste meddelelse, at Ragnar Gudmundsson stopper som cheftræner i Aalborg Svømmeklub efter sommerens danske mesterskaber. Og i mandags snublede brystsvømmeren så på en trappe- - Det var en jerntrappe, hvor min fod gled. Jamen, det går jo så hurtigt, når man falder, at jeg knapt ved, hvad der egentlig skete. Jeg ved bare, at min fod nu er grøn, gul og blå, fortæller den blonde topsvømmer. Uheldet kommer på et prekært for den ambitiøse svømmer, der netop er i gang med forberedelserne frem mod sommerens verdensmesterskaber i Barcelona. I denne weekend skulle Majken Thorup nemlig have været med til Mare Nostrum-stævnet netop i den katalanske storby. - Jeg vil da også allerhelst afsted, fordi jeg der kan komme i konkurrence med flere af de svømmere, jeg skal møde ved VM, siger Aalborg-svømmeren. - Men omvendt er der jo heller ikke meget ved at tage afsted og så måske gøre skaden værre. Nu har jeg ligget med is på foden i to dage og er først lige begyndt at støtte på den. Den har måske ikke allerbedst af at komme derned og blive belastet. Umiddelbart lyder det heller ikke til, at cheftræner Ragnar Gudmundsson er meget for at sende sit es til VM-vandene i skadet tilstand. - Man bliver hurtigt fokuseret på resultaterne, når man springer i vandet, og så kan man altså sagtens komme til at forværre skaden ved at sparke igennem, konstaterer han. Og selv om det ødelægger et vigtigt element i VM-opladningen at blive hjemme, så lytter Majken Thorup sandsynligvis til den islandske toptræner ... også selv om han snart siger farvel til de tos succesfulde samarbejde. Ragnar Gudmundssons beslutning om at skippe svømningen til fordel for et lærerjob på Hjørring Seminarium kan også give et brud mellem Majken Thorup og Aalborg Svømmeklub. Klubbens suverænt bedste kort - og årets nordjyske idrætsnavn 2001 - lægger ikke skjul på, at Dansk Svømmeunions elitecenter i Ishøj ikke længere er udelukket. - Jeg har ikke råd til at tage et år i Aalborg Svømmeklub med en træner, der ikke er lige så dygtig som Ragnar. Jeg står altså og håber på at komme med til OL næste år, siger hun. - Kan klubben ikke finde en dygtig træner, så er jeg nødt til at tage over til centret, hvor der er en rigtig dygtig træner!toto