Fodgænger i livsfare efter sammenstød med motorcykel

En kvinde er i kritisk tilstand, efter at hun blev ramt af en motorcykel i det indre København.

Kriminalitet 11. juli 2018 19:45 - Opdateret 11. juli 2018 21:56

En kvinde er livsfare, efter at hun onsdag aften blev ramt af en motorcykel på H.C. Andersens Boulevard i København.

Politiet fik alarmen om ulykken i krydset ved Vesterbrogade klokken 18.55.

- Kvinden blev ramt af motorcyklen og er i kritisk tilstand. Manden, der kørte motorcyklen, har fået nogle knubs, fortæller vagtchef Carsten Reenberg fra Københavns Politi.

Han vil midt på aftenen ikke oplyse de involveredes aldre.

Ulykken skete i en fodgængerovergang, men vagtchefen kan ikke sige, hvordan den skete.

- Det er ikke klarlagt endnu. Det er vi stadig ved at undersøge, siger han.

I forbindelse med ulykken var H.C. Andersens Boulevard spærret mellem Stormgade og Vesterbrogade i retning væk fra Amager i knap et par timer.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...