Fodgængerne får trægulv til og fra Ø. Hurup havn

Borgerne kan nu ved selvsyn fornemme, hvordan byen vil udvikle sig mod strand og havn.

Arbejdet med at bygge broen, der skal føre fodgængerne tørskoet til og fra Øster Hurup havn, er indledt. Broen vil følge volden omkring bådopbevaringspladsen frem til lystbådehavnen. Foto: Ejlif Rasmussen
Øster Hurup 2. maj 2018 14:15

ØSTER HURUP: Arbejdet med at etablere den træbelagte engbro mod lystbådehavnen er indledt.

I midtbyen kniber det, her halvanden måned inden indvielsen, fortsat med at danne sig et indtryk af, hvordan slutresultatet bliver.

I snart et par år har man måttet nøjes med tegnede illustrationer på et stort skilt ved parkeringspladsen på hjørnet af Solbjergvej og Kystvejen.

Hele området, der skal være centrum i byen, er fortsat præget af udgravninger, store sand-, grus- og jorddynger.

Fundamentet til det kommende cirka ni meter høje udsigtstårn, hvorfra det skal være muligt at se ud havn og hav, er støbt og klar til at blive bygget på.

Beboerne langs Langerimsvej er ved at have vænnet sig til, at de nu skal mod vest ad den ny forbindelsesvej til Solbjergvej for at gøre de daglige indkøb i midtbyen.

Indvielsen af det omfattende projekt, der har været i støbeskeen flere år, sker lørdag 15. juni kl. 15. Det bliver med de traditionelle taler, og desuden medvirker Als Øster Hurup kirkekor.

Nogle dage efter, tirsdag 19. juni, byder borgerforeningen i Øster Hurup i samarbejde med naboforeningen i Als på gåbanko, så byens borgere og naboerne kommer rundt i området med chance for at vinde en præmie.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...