Fodnotepolitik var ikke en fejl

Fodnotepolitikken var ikke en fejl, som påstået af socialdemokraten Svend Auken.

Der var tale om en helt bevidst socialdemokratisk strategi, der i udenrigs- og sikkerhedspolitikken gik ud på at forsøge at vælte den daværende firkløverregering, bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. Socialdemokraterne gamblede simpelt hen med Danmarks sikkerhed for at komme tilbage til magten. Og det er nok det, der har fået Svend Auken til at blive politisk blød i knæene, at det nu er kommet frem i rampelyset, at Socialdemokratiet var på fejl kurs og var ved at sætte Danmarks sikkerhed over styr med en Anker Jørgensen som politisk leder. De radikale var med på vognen, men nok mere af ideologiske årsager (modstandmod militær etc.) end for at gamble med sikkerhedspolitikken som Socialdemokraterne. Man kan takke den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for - trods de mange næser og fodnoter – at have været i stand til i NATO-regi at fortælle alliancepartnerne, at der reelt var tale om et helt utilstedeligt indenrigspolitisk drilleri. Derfor bar man over med Danmarks mærkværdige holdninger omkring fodnoter. Socialdemokraterne havde ikke glemt, at de i 1982 blev taget på sengen af de borgerlige, da Anker Jørgensen kastede håndklædet i ringen på grund af en økonomisk politik, som var ved at føre Danmark ud over den økonomiske afgrunds rand, så det var nødvendigt for den borgerlige mindretalsregering at føre en skrap økonomisk genopretningspolitik, hvilket lykkedes. Det socialdemokratiske folketingsmedlem og journalisten Lasse Budtz hamrede i Folketinget løs på regeringen med bevidst undergravende sikkerhedspolitiske forslag, som blev vedtaget af venstrefløjsflertallet, støttet af de radikale. Og det måtte firkløverregeringen leve med lige til den alleryderste grænse, hvorefter daværende statsminister Poul Schlüter i juni 1988 på meget ufin vis smed CD og Kristeligt Folkeparti ud af den regering, som Erhard Jacobsen i september 1982 havde været katalysator for og var yderst loyal overfor. I stedet indtrådte de radikale i regeringen, ikke efter fortjeneste, men ganske simpelt hen for at få brudt det farlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget, hvorefter fodnotepolitikken ophørte. Socialdemokraternes fraternisering med Sovjet-diktaturet sammen med den øvrige venstrefløj var yderst farlig for Danmarks sikkerhed. Enhver – også folketingspolitikerne – som havde indblik i sikkerhedpolitiske spørgsmål – vidste, at efterretninger viste, at Sovjet havde angrebsplaner mod Danmark med blandt andet polske divisioner, heraf dansktalende faldskærmskompagnier til at sætte ind i Danmark ved et sovjetisk angreb. Socialdemokraterne har fra den periode nogle meget grimme pletter på skjorten, som ikke kan vaskes af med Svend Aukens udtalelser.