Fødegangen kalder direktøren

Aalborg-direktør Jan Larsen sidder med en direkte forbindelse til Martin Larsens højgravide kæreste under opgøret mod KIF Kolding København

Jan Larsen får travlt med at holde øje med mere end kampen mod KIF Kolding København. Arkivfoto: Claus Søndberg

Jan Larsen får travlt med at holde øje med mere end kampen mod KIF Kolding København. Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG:Direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, plejer at have følelserne uden på tøjet, når han følger aalborgensernes kampe fra sidelinjen. Og i lørdagens kamp mod KIF Kolding København bliver der ekstra mange følelser at holde styr på under de 60 minutter for direktøren.

Sønnen Martin Larsens kæreste er højgravid, og hun allerede gået flere dage over termin. Farmand Jan Larsen skal derfor agere telefonpasser for sønnike under kampen, hvis ikke hun føder inden, og han kan, når det skal være, modtage opkaldet om, at han skal være farfar.

- Jeg har lavet en aftale med min svigerdatter om, at jeg sidder med telefonen under kampen. Skulle hun så ringe, så må vi se, om jeg tager den, siger Jan Larsen med et grin.

- Ej, vi håber selvfølgelig ikke at det sker lige præcis lørdag klokken 16.10. Han (babyen, red.) må gerne vente med at komme til på søndag, mandag eller tirsdag. Helst ikke onsdag for der spiller vi igen. Men hvis det sker i morgen, så får han også at høre for det, når han bliver ældre.

Skulle telefonen begynde at ringe under kampen, har Aalborg Håndbold medbragt en bil, så Martin Larsen kan komme hurtigt fra Brøndby Hallen, hvor kampen spilles. Direktøren håber dog ikke, at det bliver nødvendigt.

- Nu er han endelig blevet klar, og han er selvfølgelig vigtig for holdet, selvom ingen er uundværlige. Men vi satser på, at vi kan klare kampen og nå hjem i tide. Min svigerdatter får i hvert fald et plus i bogen, hvis hun kan vente til efter kampen.

Kampen mellem Aalborg Håndbold og KIF Kolding København spilles lørdag klokken 16.10.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.