Fødevarepolitik

Fødevarekontrol kræver også egenkontrol

Virksomheder skal bevise, at de har øje på fødevaresikkerhed

MARIAGERFJORD:Myndighedernes skarpe blikke spotter ikke kun snavs i hjørnerne og manglende varemærkning, når de uanmeldt dukker op i en butik eller restaurant. Så kræver den tilsynsførende også, at indehaveren dokumenterer, at virksomheden mellem kontrolbesøgene har øje på fødevaresikkerhed. Det kaldes egenkontrol. Den kan f.eks. bestå i, at personalet dagligt måler temperaturen i køleskabet og vel at mærke noterer resultatet sammen med klokkeslæt og dato. - Egenkontrollen er vigtig, for den dokumenterer, at virksomheden sikrer sig, at den sælger sunde og friske fødevarer. Det er jo vigtigt, at en butik for eksempel løbende kontrollerer, at nye varer er friske, at sidste salgsdato ikke er overskredet og at emballagen er intakt og ubrudt, siger kontrolchef Birgitte Horn, Fødevareregion Nords kontrolafdeling i Aalborg. Reglerne kan for nogle virke komplicerede. - Heldigvis forstår de fleste reglerne og kan overholde dem. Nogle få kan eller vil ikke overholde reglerne, og det er så dem, vi tager os af, siger Birgitte Horn. Når fødevareregionen finder fejl, følger den op med en ny kontrol, der skal betales af virksomheden. Hvor lang tid, der går efter første besøg, afhænger af fejlenes alvorlighed. - Er det noget, der umiddelbart truer fødevaresikkerheden, følger vi naturligvis hurtigt op for at sikre, at tingene er bragt i orden, siger kontrolchef Birgitte Horn. De store syndere risikerer at miste deres godkendelser til at drive restaurant eller butik.