Hjørring

Fødevarer, læring og turisme mødes i million-byggeri i Hjørring

På mandag er der første spadestik på Kornets Hus, der har en økonomisk volumen på 26,6 millioner kroner

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

På samme tid monolitisk og funktionelt udformet - som en mellemting mellem en traditionelt dansk landbrug og en bageovn set udefra. Illustration: Kornets Hus visualisering, Reiulf Ramstad Arkitekter

HJØRRING:Ideen bag Kornets Hus i Hjørring er at skabe et center for viden og inspiration om korn, ernæring og madkultur - og mandag stikkes spaden i jorden på en tidligere kornmark på Guldagervej i Hjørring. Dermed markeres startskuddet til opførelsen af Kornets Hus, hvor de besøgende vil kunne opleve duften af nybagt brød og få inspiration og viden om menneskets vigtigste råvare op gennem historien: Kornet.

Byggekontrakten er netop underskrevet, efter at den nødvendige økonomiske støtte for nylig kom endeligt på plads.

Til stede vil blandt andre være borgmester Arne Boelt, der på Hjørring Kommunes vegne har været med til at hjælpe med en million kroner i projektet - samt repræsentanter for totalentreprenøren Trigon.

- Placeret præcis der, hvor kornet gror, og spor er fundet efter de første bosættelser i Danmark for 7.000 år siden, er Kornets Hus tænkt som et inspirerende samlingspunkt såvel inden- som udendørs. Med plads til både leg, fordybelse og bl.a. bagekurser for besøgende i alle aldre og på alle vidensmæssige niveauer, lyder det om projektet.

15 år undervejs

26,6 millioner kroner er der de seneste år blevet indsamlet og bevilget til husets etablering af aktører som Hjørring Kommune, Realdania, Nordea-fonden med flere. Og fra årsskiftet 2019/20 vil den mere end 500 kvadratmeter store bygning stå klar til at tage imod interesserede besøgende. Målgruppen tæller alt fra kulturinteresserede børnefamilier over skolebørn og studerende til professionelle bagere og andre fagfolk.

Kornets Hus sætter fokus på korn som råvare i sund ernæring og fortæller samtidig om kornets historiske, samfundsmæssige og kulturelle betydning. Ud over kursuslokaler vil huset rumme involverende formidlingsaktiviteter, skoletjeneste, bageri, køkken og café med butik. Arealerne uden om huset vil også blive inddraget i centrets aktiviteter og formidling. Først og fremmest vil de besøgende opleve et inspirerende miljø og mødested, hvor de selv kan få lov at bage, hygge og udveksle erfaring og tips med vidende fagfolk.

Forud er gået 15 års idéudvikling, forarbejde, fundraising og ikke mindst ventetid på omverdenens accept for bl.a. medstifteren af den nærliggende landskendte økologiske bager- og kornvirksomhed Aurion A/S, Jørn Ussing Larsen, der netop har specialiseret sig i brug og salg af bl.a. oprindelige kornsorter. Siden 2009 er projektudviklingen lagt over i Foreningen Kornets Hus og siden to almennyttige fonde, hvor Jørn Ussing Larsen i dag er bestyrelsesmedlem. Han glæder sig over, at byggeprojektet nu sættes i gang.

Kornets Hus er tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter, en af Norges mest anerkendte tegnestuer, der bl.a. flere gange er nomineret til den prestigefyldte Mies van der Rohe Award - arkitekturens svar på Oscar-statuetten. Kornets Hus bliver tegnestuens første byggeri i Danmark.

Initiativtager Jørn Ussing Larsen siger omkring realiseringen: - Der er gået en rum tid, og derfor er det næsten uvirkeligt, at drømmen nu bliver en realitet med opbakning fra de forskellige fonde. Jeg glæder mig i den grad nu til at opleve huset færdigt, udstillingerne installeret, duften af godt brød brede sig og gæsterne træde ind og gøre huset levende.

Arkitekt Reiulf Ramstad siger: - Danmark er både et stort landbrugsland og en af arkitekturens absolutte sværvægtsnationer. Så at få lov til at sætte det arkitektoniske aftryk på et videns- og inspirationscenter om dansk landbrugs vigtigste afgrøde er naturligvis en kæmpemæssig ære og mulighed for os.

Programchef i foreningen Realdania, Stine Lea Jacobi: - Fødevarer og turisme er to af yderområdernes største potentialer for positiv udvikling. Kornets Hus arbejder med netop de potentialer. Det er positivt, at Kornets Hus også har så stærk lokal forankring - det er helt afgørende for at få succes og bidrage til vækst og udvikling i Nordjylland.

FAKTA

Kornets Hus er en almennyttig fond. Ejerskabet fordeler sig mellem to fonde - en ejendomsfond og en driftsfond. Idéen til Kornets Hus er skabt af Jørn Ussing Larsen, medstifter af det økologiske bageri og mølleri Aurion A/S, og er gennem de senere år blevet udviklet af lokale ildsjæle i Foreningen Kornets Hus. Projektet realiseres takket være en stærk opbakning fra en række bidragsydere, herunder Realdania, Nordea Fonden, Hjørring Kommune, ENV Fonden, Holkegaard Fonden og LAG Nord.

Økonomi:

Projektets samlede økonomi: 26,6 mio. kr.

Omfatter byggeri af et hus på 520 m² og udvikling af formidlingsaktiviteter.

Bidragsydere:

Realdania: 13,1 mio. kr.

Nordea-fonden: 6,5 mio. kr. (udvikling af formidlingsaktiviteter)

ENV-fonden: 2 mio. kr.

Hjørring Kommune: 1 mio. kr.

Holkegård Fonden: 1 mio. kr.

LAG Nord: 300.000 kr.

Øvrig finansiering: 2,7 mio. kr.

Tidsplan:

Byggefase: juni 2018 - september 2019

Totalentreprenør: Trigon A/S

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.