Næringsmiddelindustri

Fødevarer trækker folk i arbejde

På 10 år har fødevarevirksomheder skabt mere beskæftigelse i Hadsund

HADSUND:De danske forbrugere putter stadig masser af kød, juice og andre fødevareprodukter i indkøbsvognen. Heldigvis. Det har været med til, at antallet af arbejdspladser i Hadsund Kommune i perioden 1993-2003 steg mere end landsgennemsnittet. Fremgangen er især trukket op af fødevarevirksomheder som Danish Crown, Hedegaard foods, Scandic Foods og Hadsund Kreaturslagteri. - Det skyldes dygtighed, specialisering, held og så de rigtige medarbejdere, siger erhvervschef Per Husted. Mens fødevareproduktionen er gået ned på landsbasis, så har de fire nævnte fødevarevirksomheder i Hadsund modsat været inde i en positiv udvikling. - I perioden fra 1993 til 2003 har vi fordoblet styrken her hos os. Men i de seneste år har vi godt nok skåret ned fra 70 til 50 medarbejdere, siger Carsten Rasmussen, som er teknisk direktør hos Scandic Foods. - De varer, vi producerer, kan jo slet ikke undværes, siger han om, hvorfor det alligevel er fødevarer, der har trukket folk i arbejde i 10 års perioden. Attraktiv by Og det er ikke kun inden for fødevare, at Hadsund Kommune har oplevet vækst i antallet af arbejdspladser. "Forretningsservice", der blandt andet indeholder IT- virksomheder har de seneste år skaffet flere og flere arbejdspladser til byen. - Det må være fordi, at Hadsund er et attraktivt sted. Her er flot, og så ligger det tæt på både Aalborg og Århus, siger erhvervschef Per Husted. Fald i jern- og metal Hadsund Kommune ligger også som den syvende bedste kommune i Nordjylland, når det handler om ledighed. Men mens man kan konstatere, at der er fremgang i fødevarevirksomheder, går det modsat ikke så godt for jern- og metalindustrien. Selv om der i 10 års perioden er sket en stigning i antallet af arbejdspladser, så har der siden år 2000 været et fald på 200 arbejdspladser i byen. Forklaringen ligger i, at jern- og metalindustrien har haft en tilbagegang fra 1167 ansatte til 907 ansatte . - Her har udflytning af produktion til lavtlønslande som Kina indflydelse, siger erhvervschef Per Husted, der er nervøs for denne tilbagegang. Men ifølge ham kan det ikke ungås at arbejdspladser ryger til udlandet, nu hvor udviklingen går mod mere og mere globalisering.