Fødevarestyrelsen lukker ulovlig slagter ved Hjørring
Kød produceret under "stærkt uhygiejniske forhold" - varerne skal kasseres
Opdateret kl. 17:51
HJØRRING: Fødevarestyrelsens Rejsehold lukkede torsdag en ulovlig slagtervirksomhed på Øster Thirupvej 270 ved Hjørring. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Forbrugere, der har købt lam, høns, ænder og gæs på adressen, opfordres til at kassere varerne eller levere dem tilbage, da de er produceret under "stærkt uhygiejniske forhold", ifølge Fødevarestyrelsen. Dyrene har heller ikke været dyrlægekontrolleret, hverken før eller efter slagtning, og derfor kan det ikke udelukkes, at de kan have været syge på slagtetidspunktet.
Slagtet i lade
Slagtning og opskæring er sket i en lade uden den lovpligtige skadedyrssikring.
I forbindelse med Fødevarekontrollens besøg blev fire lam overhældt med grøn destruktionsvæske.
Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, som har købt kød og kødprodukter fra den ulovlige slagter, til at kassere produkterne, da de kan være sundhedsskadelige.