Fødselsdag endte med knivstikkeri

FREDERIKSHAVN:En frederikshavner fejrede i weekenden sin egen 19 års fødselsdag så heftigt, at han nu sidder i arresten sigtet for grov vold. Den 19-årige, som politiet anser for at have tilknytning til rockergruppen Red and White Crew, skar en tre år ældre mand i ansigt, bryst, skuldre og ben med en 25 centimeter lang køkkenkniv. Voldsofret har en kriminel baggrund og er tilknyttet Den internationale klub. Opgøret fandt sted på diskotek Road House i Rimmensgade i Frederikshavn ved 05 tiden lørdag morgen. Den 19-årige forklarede i grundlovsforhøret i går, at han havde drukket tæt hele aftenen, først hjemme og senere i et klubhus, der er kendt som tilholdssted for den Hells Angels relaterede rockerklub Red and White Crew. Her fortsatte han med at drikke og tog kokain, som han havde købt i anledning af fødselsdagen. Senere gik han på Road House. Han forlod diskoteket sent på natten, men vendte tilbage kort før 05. I grundlovsforhøret forklarede han, at en person slog ham på på munden og tog kvælertag på ham, da han kom ind af døren. Han forsøgte at flygte ud gennem køkkenet. Han kunne ikke finde bagdøren og greb i stedet en kniv for at kunne forsvare sig. Han forklarede, at den 22-årige sprang ind på ham, da han kom ud fra køkkenet, og at de "pølede" rundt på gulvet. Hans modstander pådrog sig en halv snes flænger under opgøret. Den 19-årige huskede ikke at have brugt kniven. - Jeg gik helt i panik, forklarede han. Det lykkedes ham at slippe væk. Han løb igen ud i køkkenet og denne gang fandt han bagdøren Køkkenkniven, som blev fremvist i retten, er forholdsvis bøjelig og uden spids. Det er formentlig grunden til, at den 22-årige kun har pådraget sig overfladiske sår. Den 19-årig var ved anholdelsen i besiddelse af tre gram kokain. Han blev fængslet for fire uger. Han kærede afgørelsen til landsretten.