Fødselsdag fejret med gåtur og gule ærter

Aalborg 25. september 2002 08:00

VESTBYEN: Når Anneberg Centret fejrer jubilæum sker det med gåtur og gule ærter. Således også i går, hvor centret på Annebergvej i Aalborgs Vestby festede for de første ti år. Dagen begyndte med at centrets brugere gik i optog gennem Vestbyen. I spidsen for optoget var Aalborg Brass Band. Ved middagstid var der et godt tilbud på gule ærter i cafeen. Bente Rolighed, der er leder af centret, anslår at omkring 300 af brugerne spiste med. Anneberg Centret har i dag brugere fra hele kommunen. En af forklaringerne på det, er de mange tilbud, der står på programmet. Grunden til at der er så mange aktiviteter i centret på Annebergvej, er at de raske brugere er dybt involveret i stedet. Fra begyndelsen for ti år siden blev de friske brugere bevidst rustet til at tage ansvar for, at Anneberg Centret blev et spændende og udviklende sted. I dag er brugerne engageret som holdledere og undervisere, og de bruger også kræfter på at hjælpe de svage brugere. Det betyder, at medarbejderne efterhånden kan bruge deres kræfter på de helt svage brugere. - Det er vores lykke i dag, siger Bente Rolighed, der fortæller, at omkring 1000 brugere i løbet af en uge er på besøg i centret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...