EMNER

Fødselsdag hos motorcykelfolket

HJØRRING:Jacob Gerald kom kørende ind på gårdspladsen på sin skinnende flotte BSA fra 1945. - Kan man godt komme tomhændet, spurgte han i anledning af, at motorcykelklubben MC-Induisterne i Hjørring lørdag fyldte 30 år. - Sagtens, sagde formanden Thomas Haugen. - Det er godt gået, sagde Gerald, der kom som gæst. Han er ikke medlem af klubben, men af motorcykelklubben Genbrug i Frederikshavn, hvor motorcyklerne skal være fra før 1960, inden man kan løse medlemsskab. Jacob Gerald var velkommen, men han kender også mange af Induisternes medlemmer. Når man har en gammel motorcykel, er man på hat med dem, der har noget lignende. Sådan er motorcykelfolket, akkurat som langturschauffører, taxachauffører og buschauffører. Hjørring-klubben havde inviteret til åbent hus på Hedevej i Hjørrings østlige industrikvarter. For 30 år tilbage, i 1973, mødtes i Sæby en flok unge mennesker, der havde motorcykler som hovedinteresse. Og den første motorcykelklub i Vendsyssel blev dannet. Klubben blev senere døbt til MC-Induisterne, og i 1976 stillede Hjørring Kommune en nedlagt landbrugsejendom til rådighed. Her reciderer klubben i dag og betaler den fyrstelige sum af 300 kr. om måneden til kommunen for at få lov til at bruge huset og den tilstødende grund. Herude på landet kan motorcykelfolket få lov til at speade op og ned, men hvis man tror der bliver kørt race, kan man godt tro om. MC-Induisterne er fornuftige folk, og i de 30 år, de har eksisteret, er der aldrig sket alvorlige uheld. Hver tirsdag er der klubaften. I sommerhalvåret mødes de hos Rema 1000 på Bispensgade, og det er først her det bestemmes, hvor man kører hen. Omkring 50-100 km bliver det til på disse klubaftner, hvor mange af de 35 medlemmer stiller op.