Fødselsdag med kunst og mad

Morgendagens stjerner på den danske kunsthimmel, kaldes udstillerne til Art live på Galleri Saltum.

Grete Mill
Thora Nyvang Sillesen tilrettelægger seks års fødselsdagsudstilling på Galleri Saltum med aftenfernisering efterfulgt af tre retters middag på Saltum Kro og koncert. Arkivfoto: Grete Dahl
Musik 22. september 2009 08:00

På lørdag, 26. september åbner Galleri Saltum en udstilling Art live med morgendagens stjerner på den danske kunstscene, fortæller Thora Nyvang Sillesen, Galleri Saltum. - Det er en helt speciel udstilling, der viser, at vi tør noget. Vi tager ikke amatørkunstnere her på galleriet og de kunstnere, vi har valgt til galleriets seks års fødselsdagsudstilling, er alle kommende stjerner. Vi har valgt titlen "Kunst for livet", fordi kunst er livet for kunstnerne. Det er fire unge kvinder, der udtrykker sig meget forskelligt, fortsætter Thora Nyvang Sillesen. Kunstnerne er Anne Risum, Mette Gregersen, Karen T. Christensen og Helene Lund Den Boer. Galleriet holder aftenfernisering. - Bagefter går vi over til Max på Saltum Kro til en tre retters festmenu, som gæsterne kan melde sig til, og arrangementet slutter med en koncert med en ung sangskriver og musiker, Lasse Vestergaard, der også er en af morgendagens stjerner. Om kunstnerne siger Thora Nyvang Sillesen: - Mette Gundersen, ler for livet, er et godt eksempel på en kunstner af i morgen. Hun sprudler, udvikler sig med raketfart og bruger leret på en ny måde. Hun er keramiker og kunstterapeut, uddannet i England. Ved åbningen fortæller hun om "ler for livet". Anne Risum fortæller om sin billedverden ved åbningen. Hun maler stort set farveløse malerier, ridsede. Karen T. Christensen har i to omgange været i Brasilien. Hun udstiller farvemættede indtryk af kvinderne i Brasilien, mens Helene Lund Den Boer udstiller farverige collage paintings af kvinder. Hun er fra Lemvig, men bor sammen med sin amerikanske mand på en lille ø, Guam i Stillehavet. Med fødselsdagsudstillingen viser vi, at galleriet er et moderne og særdeles levende sted, hvor kvaliteten vægtes frem for alt og hvor nye veje betrædes, fordi det er den måde, vi kan fremme den gode kunst og blive ved med at tiltrække nye gæster og kunstkøbere i Danmark, Norge og Sverige. De fleste af vores gæster er særdeles kunstkyndige, tilføjer hun. Udstillingen kan ses hver weekend samt i hele efterårsferien mellem kl. 11 og 17. Fernisering på lørdag 26. 17.30-19.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...