Fødslen er i gang - rejsegilde på nyt kvinde-barn center

Om 15 måneder står en velskabt bygning klar på Regionshospital Nordjylland i Hjørring

Thomas Nielsen
Fredag var der rejsegilde på det nye Kvinde-Barn Hus på hospitalet i Hjørring. Regnen silede ned i det fri, men politikere, personale og håndværkere kunne stå nogenlunde i ly under de store betonelementer.Foto: Martin Damgård
15. september 2018 09:56

HJØRRING: Blot et år efter første spadestik var det fredag middag blevet tid til rejsegilde på det nye Kvinde-Barn Hus på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

Bygningen skal danne ramme om fødeafsnit, barselsgang, børn- og ungeafsnit samt gynækologisk-obstetrisk afsnit.

Byggeriet foregår meget tæt på resten af sygehuset, og det går ikke ubemærket hen, når store kraner bakser rundt med betonelementer.

- Vi er det eneste hospital i Danmark med indlagt gulvbas, lød det da også fra hospitalsdirektør Henrik Larsen ved rejsegildet med henvisning til det tunge arbejde.

De senere år har håndværkere været en fast del af billedet på hospitalet i Hjørring, hvor der har været en del byggeprojekter - og det slutter ikke med opførelsen af Kvinde-Barn Huset, mindede hospitalsdirektøren om.

Ifølge Henrik Larsen medfører regionens budgetforlig for næste år nemlig, at der blandt andet også kommer ny røntgen-afdeling i Hjørring.

Byggeriet af de 7542 kvadratmeter forløber planmæssigt med totalentreprenør C.C. Contractor A/S i spidsen, og huset forventes at kunne blive taget i brug i begyndelsen af 2020.

Den samlede pris for bygningen er 217 mio. kroner.

Formanden for byggeudvalget, Tina Juul Kjellberg (S), fortalte, hun var blevet bevidst om, at pinger og politikere generelt fylder godt i billedet ved offentlige byggerier, så hun opfordrede forsamlingen til at lade håndværkeren kommer forrest i køen til pølser, brød og Cocio - til stor begejstring for ikke mindst håndværkerne ...

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...