Kunst

Født uden for busken

Tine Helleshøj er kun 27 år, men er rent kommercielt nået meget længere end de fleste af sine jævnaldrende kunstnerkolleger

27 år er den alder, hvor mange kunstnere så småt får hovedet ud af busken. Hvor de tager deres første spæde skridt ud i den mere kommercielle kunstverden. Den verden, der helst skulle blive til et levebrød for dem. Tine Helleshøj har aldrig haft sit hoved endsige resten af kroppen i busken. Man kan nærmest sige, at hun er født helt uden for busken. Vist er hun 27 år, men hun har levet af at være billedkunstner i en del år efterhånden. Det er der ikke mange af hendes jævnaldrende, der kan prale med. Hun laver billeder på kanten af popkunst, og hendes værker kan fra i dag ses på Galleri Soto i Aalborg. Og det er 14 år siden, hun fik sin udstillingsmæssige debut. - Jeg var 13 år, da jeg havde min første udstilling. Det var på kunstforeningen på min mors arbejde. På et plejehjem, fortæller Tine Helleshøj. Og når vi er færdig med at smile eller grine ad det udsagn, så kan vi vel også konstatere, at det er da egentligt er godt gået af sådan et bette pige. Det mere formelle gennembrud fik hun på Galleri 12. Det var en slags censureret udstilling på DR-tv, og det var noget, der blev set. Ikke af mange, me af de rigtige. Det blev i hvert fald set af Kent Wolfsen, Aalborgs gallerimatador, og han kontaktede den unge Helleshøj og fik hende i sin stald. Der har hun været lige siden. Hun har deltaget i mange fællesudstillinger på hans gallerier, i flere separatudstillinge og hun har været med på kunstmesserne i Herning og i København. Det har stort set været hendes levebrød. - Ja. Jeg kan sagtens leve af maleriet, og jeg er ikke nødt til at undervise ved siden af. Men jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve det. Jeg har undervist. Det prøvede jeg som 19-årig, og flere af eleverne var på min egen alder. Der var adskillige af drengene, som var lidt svære at få til at interessere sig for det, men jeg er faktisk tiltrukket af at undervise igen, siger hun. Tine Helleshøj har sit helt eget udtryk. Hun maler lynhurtigt, og har gerne gang i fire-fem malerier ad gangen. - Jeg står ikke ligefrem og dvæler over mine værker. Mine malerier koster altså heller ikke så meget, at der er tid til det. Når jeg maler, starter jeg med at lege med farverne. Det er meget ekspressivt og abstrakt, og jeg arbejder med store armbevægelser. Senere går jeg ind og bliver meget mere konkret, og til sidst laver jeg så mine figurer på billederne. På det tidspunkt bliver billederne mere til en slags grafisk design. Der er mange lag på mine billeder. Ofte starter jeg uden at vide, hvad det skal ende med. Til andre tider har jeg motivet klart fra starten, og i de tilfælde, er der ikke så mange lag i billedet. Og mens jeg står og arbejder med et billede, kan jeg sagtens skifte til et andet, hvis jeg føler, at den farve, jeg har på penslen, også kan bruges der. Jeg klistrer også papir på lærrederne. Eller spraymaler dem, fortæller Tine Helleshøj. Det sker at hun laver skitser til sine billeder. Men på den dovne måde: Hun lægger en gennemsigtig folie over maleriet og maler/tegner derpå, for at se, om det kommer til at passe. Tine Helleshøj har ikke nogen formel uddannelse. - Jeg gik ud af gymnasiet, og så gik jeg på alle de skoler, jeg kunne komme i nærheden af. Den frie ungdomsskole var meget oppe i tiden, og den brugte jeg også. Og så kom jeg tidligt i kontakt med Kent Wolfsen og fik dermed afsæt for mine billeder. Jeg har kunnet levet af maleriet i seks-syv år nu. Jeg har ateliet i København i Blågårdsgade, hvor jeg er med i et åbent værksted, hvor der også er nogle butikslokaler, hvor folk kan komme ind og kigge på vores ting. Vi er syv i alt, der arbejder sammen i det hus. Jeg føler mig meget heldig over min situation, men jeg har også arbejdet for det, og det har nu båret igennem. Der er selvfølgelig spirende, unge kunstnere, der godt kan blive lidt jaloux over min karriere. Det virker jo som om jeg er kommet så nemt til det. Men jeg har virkelig knoklet. Jeg håber, at fremtiden byder på kontakter til udlandet. Ikke at jeg har lyst eller ambition om at flytte fra landet, men jeg vil gerne udstille i udlandet. Jeg har været med i Stockholm, men vil gerne vise mine billeder andre steder også. Måske i USA. Det er også derfra, at jeg henter meget af min inspiration. Som ung havde jeg et hadforhold til USA, som var den store stygge ulv. Men i dag tiltaler det mig. Jeg vil gerne udstille der eller i England, siger Tine Helleshøj. Hendes udstilling vises til 4. juni.