Føler at lukning var besluttet på forhånd

Børn flyttet "administrativt" næsten tre måneder inden beslutning, siger forældrebestyrelse

Støvring 28. september 2002 08:00

STØVRING: Forældrebestyrelsen i den integrerede institution Bavnebakken føler sig gjort til grin af kommunens Børne- Kulturudvalg og dens forvaltning. For lukningen af Støvrings to fritidshjem viser, at de blot har været gidsler i et spil, der har gået ud på at få listet lukningen igennem så stille som muligt. Det mener formanden for forældrebestyrelsen, Henning Mogensen, der ikke lægger skjul på sin dybe ærgelse over indstillingen fra Børne- Kulturudvalget, der beder byrådet om at lukke fritidshjemmene i de to integrerede institutioner fra næste skolestart. - Men jeg kan ikke sige, at det kommer bag på os. Vi blev længe holdt hen, når vi spurgte til pladsanvisningen af nye børn til fritidshjemmet. Vi kunne ikke få noget svar. I industriferien fik vi så at vide, at man "administrativt" flyttede elleve af 15 nye børn til skolefritids-ordningen. Det var med den tvangsflytning, man reelt besluttede at lukke vores fritidshjem, siger Henning Mogensen. Afviste lukning Ganske vist sagde Børne- Kulturudvalgets formand Peder Christensen (V) flere gange offentligt i foråret, at det ikke var på tale at lukke kommunens fritidshjem. Men Henning Mogensen husker møder tilbage til marts, hvor det begyndte at blive svært at få konkrete svar om udviklingen fra forvaltningen. - Vi føler, at vi er blevet taget som gidsler af kommunen i denne sag. At man holder høringer om ting, som man reelt har afgjort på forhånd. Når vi som som bestyrelse så pligtskyldigt kommer med hørings-svar, så siger man hos kommunen: "Jamen, vi har jo hørt jer". Det er da at gøre grin med os, der trods alt lægger et stort frivilligt arbejde i institutionen, lyder Henning Mogensens vurdering. Fordelen ved de integrerede institutioner er, at børnene kan blive samme sted med samme voksne, fra de starter i børnehave som tre-årige, til de forlader fritidshjemmet, når de bliver 10 år. Der er ikke langt at gå til SFO'en Kernehuset, men Henning Mogensen frygter, at det vil betyde et tab af tryghed for mange børn. Især dem der skal flyttes næste sommer. - Hvis bare der var spillet med åbne kort, så havde man ikke ødelagt det så meget for de børn, siger han. Fortsat problemer Henning Mogensen tror heller ikke, kommunens problemer med at styre det stadigt voksende behov for børnepasning nu er ovre. - Kommunen er jo konstant blevet overrasket over, at børn bliver ældre, når de planlægger. Derfor er det her kun den sidste af en række hovsa-løsninger. Lige nu taler man om, at der er særlig mange tre-årige, og jeg tror, at man vil hakke sig igennem, indtil de bliver seks år, og så kan jeg godt forestille mig, at man står og mangler fritidshjemmets pladser, siger han. Han henviser også til, at SFO'erne på både Bavnebakkeskolen og Karensmindeskolen i forvejen har brugt mange kræfter på at passe betydeligt flere børn, end de har plads til. - På Kernehuset er de gået fra at skulle passe 105 børn til 123. Det er de ikke engang klar til nu - for eksempel er der kun tre gynger til alle de børn. Ttil august skal de så passe endnu flere, godt 150-160 børn både i Søhulen og her. Det er under al kritik, mener han. - Støvring vil så gerne have tilflyttere, og det er også i orden. Mange af dem er velhavende mennesker, der betaler meget i skat og egentlig bare beder om, at deres børn bliver ordentligt passet. Det, synes jeg, bliver sværere nu i Støvring, siger Henning Mogensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...