Lokalpolitik

Følgegruppen føler sig overset

Borgmester ønsker ikke at sætte brev fra Løkken-gruppe på dagsordenen

LØKKEN:Løkkens følgegruppe, der har som erklæret mål at roliggøre Løkken, mener, at kommunalpolitikerne overser dem. De har sendt et brev til medlemmerne i økonomiudvalget, og følgegruppen er nu stærkt utilfreds med, at brevet ikke har været drøftet i økonomiudvalget. - Vi er jo ikke nogen døgnflue. Vi er samarbejdspartner, og vi vil ikke modarbejde. Vi synes, politikerne skal lytte til os. Vi var trods alt 500 deltagere i protestmødet i Løkken, og vi lægger et stort arbejde i at roliggøre Løkken, siger Birthe Helledie. - Det er utroligt, at politikerne overser os. Der er oven i købet sendt brev til hvert enkelt medlem i økonomiudvalget. Hvad er grunden til, at de ikke vil arbejde sammen med os, spørger Birthe Helledie. Hun understreger, at følgegruppens medlemmer får mange sympatitilkendegivelser om, at de skal fortsætte deres arbejde. - Vi vil fastholde politikerne i, at Løkken får et bedre ansigt. Vi ved, hvad der trykker - og det første, vi tager fat på, er at få stoppet pubcrawl. Interessegruppe Borgmester Knud Rødbro har modtaget brevet fra følgegruppen i Løkken, men han agter ikke at behandle henvendelsen i økonomiudvalget. - Fordi der kommer en interessegruppe, der vil blande sig i vores forhold - det er da ikke noget, vi sætter på en dagsorden, lyder hans umiddelbare reaktion. Følgegruppen skriver i brevet til økonomiudvalgets politikere, at gruppen ønsker at være en seriøs sparringspartner til politikerne og komme med input til deres arbejde med at forbedre forholdene i Løkken. "Vi er glade for, at økonomiudvalget er enige om, at forholdene er uacceptable, og at der er behov for opstramninger og justeringer både i bevillingspolitiken og i den overordnede turisme målsætning.", hedder det i brevet til politikerne. Følgegruppen ser sig selv som en samarbejdspartner til økonomiudvalget? - Det kan godt være - og det må de gerne virke som. Men for mig at se er de en selvbestaltet interessegruppe, der gerne vil påvirke. Det er bestemt ikke noget, jeg agter at sætte på dagsordenen. Vi læser brevet igennem - og vi lytter til det, de siger. Det er legalt nok, at de vil påvirke os. Men de skal ikke tro, at de er officiel samarbejdspartner. Utålmodig Borgmester Knud Rødbro slår samtidig fast, at der arbejdes seriøst med Løkken-problematikken på rådhuset - både i forvaltningen og på politisk niveau. - Folk er jo utålmodige, men jeg er nødt til at have mit mandat i orden. Jeg har tidligere sagt, det skal ende med et møde med bevillingshaverne - restaurantørerne i Løkken. Jeg vil forsøge at få lavet en frivillig kontrakt, hvor vi stiller krav. - Og restauratørerne får selv indflydelse på, hvordan kontrakten skal se ud. Vi kan ikke tvinge noget igennem. Vi vil ikke slå slag i luften, som vi bare bliver til grin med, tilføjer Knud Rødbro. - Vi er i øjeblikket ved at hente inspiration - blandt andet fra Århus, hvor man lige har lavet en helt ny restaurationsplan. Vi skal have opsat retningslinjer, som vi kan håndtere, og det arbejder vi med i økonomiudvalget. Knud Rødbro oplyser desuden, at emnet skal drøftes på en temadag i kommunalbestyrelsen i oktober. - Vi skal have vores baggland i orden. Når det er sket bliver restauratørerne inviteret til møde. Men vi har altså en plan for, hvordan det skal forløbe.