Ishockey

Før FIK-AaB-duellen

Rasmus Pander - uheldig AaB'er - er som ventet ikke klar til at gå på isen efter det kæbebrud, han fik ud af et møde med et af holdkammeraten Frederik Åkessons slagskud i den forgangne weekend. Det holdt alligevel ikke den 27-årige back fra at træne med i går aftes, da AaB-mandskabet pudsede formen af før dagens duel mod FIK.

Thomas Reinert 23-årig FIK-forward - er allerede højt placeret på årets liste over spillere med flest udvisningsminutter. Det skyldes nu alene den Game Misconduct, han indkasserede i sæsonpremieren ude mod Rødovre. Alexandr Ageev - russisk lejehit i AaB - kan allerede efter to kampe i dansk ishockeys bedste række prale af en topplacering på listen over mest scorende spillere. I sin debut ude mod Odense i søndags varmede han op med en enkelt assist, før han tirsdag gik helt amok med tre scoringer i sin og AaB Ishockeys første hjemmekamp, da Rødovre blev besejret med 5-1. Søren Helbo - rutineret hoveddommer - får ansvaret for at dele sol og vind lige i det første nordjyske lokalopgør i denne sæson. Når de to klubber atter føler hinanden på tænderne næste fredag i Aalborg Skøjtehal, er det ansvar lagt i hænderne på Jacob Grumsen.