Danmark

Før rejsen: Her er de vigtigste vaccinationer

Se hvad du skal huske, inden du tager af sted

Arkivfoto

Arkivfoto

DANMARK:Verden er fyldt med et utal af sygdomme, og derfor er det nødvendigt at blive vaccineret, inden man rejser.

Det fortæller afdelingslæge og teamleder hos Statens Serum Institut, Peter Henrik Andersen.

- Anbefaling om vaccinationer baserer sig på en vurdering af risikoen for den rejsende. Så det kan variere meget efter, hvor hyppig sygdommen er i det land, du rejser til, hvor længe du rejser, og hvad din adfærd er på rejsen, siger Peter Henrik Andersen til Ritzau Fokus.

Ser man på de forskellige typer at sygdomme, man kan blive vaccineret for, er der særligt en sygdomstype, som er meget udbredt i store dele af verden.

- For de fleste lande uden for Vesteuropa - herunder USA, Canada, Japan, Australien og New Zealand - anbefaler man ved kortere rejse, at man bliver vaccineret mod smitsom leverbetændelse, altså hepatitis A.

- Det er en sygdom, der er udbredt i de fleste lande uden for Vesteuropa og de andre nævnte lande, da det er relateret til hygiejneniveauet i befolkningen. Det er primært gennem føde- og drikkevarer, at man risikerer at blive smittet med den sygdom, siger han.

Det gode ved hepatitis A-vaccinen er, at den holder mindst 30-40 år - og for nogen muligvis livslangt - når man har fået to skud af den.

Risiko inden for EU

Rejser man indenfor EU, er det ikke normalt, at man skal gennem en lang vaccinationsproces. Men der er alligevel undtagelser, fortæller Peter Henrik Andersen.

- Ser vi på de baltiske lande og i Centraleuropa, er der risiko for en virussygdom, der hedder TBE. Den overføres via flåter, som vi herhjemme nærmest kun ser på Bornholm.

- Den sygdom kan give hjernebetændelse, hvis man får virussen overført. Så den bør du også overveje, hvis du skal være rejsende i længere tid og færdes i naturen, fortæller Peter Henrik Andersen.

Har man tænkt sig at rejse til sydligere himmelstrøg, er der også andre sygdomme, man bør være opmærksom på - eksempelvis når man rejser til Afrika.

- Ser vi mod Afrika, har vi hele den gruppe af sygdomme, som bliver overført via myg, og her er malaria en af dem. Her er der som sådan ikke nogen vaccine, men til gengæld er der malaria-piller, som man skal tage forbyggende.

- Der findes også en anden myggeoverført sygdom som gul feber, og den befinder sig primært i et bælte i midten af Afrika og i Sydamerika. Hovedreglen er, at risikoområdet er 15 grader nord for ækvator og 15 grader syd for ækvator, siger Peter Henrik Andersen, der også fortæller, at der findes en lignende sygdom i Østen.

- I Asien finder der også en myggeoverført sygdom, man kan vaccinere imod, der hedder japansk hjernebetændelse. Her er det primært rejsende på over en måned, som vi anbefaler det til - så det er primært rygsækrejsende, der skal opholde sig i landområder, siger han.

Zika-virus i Sydamerika

I øjeblikket er den såkaldte zikavirus, som har spredt sig fra Afrika til 21 lande - særligt i Syd- og Latinamerika, meget omtalt. Men der findes ikke nogen vaccine mod den - ej heller nogen kur. Man mistænker alvorlige fosterskader som følge af zikavirus, som overføres via myg, hvorfor gravide opfordres til ikke at rejse til de berørte lande.

Der findes langt flere sygdomme, man kan blive vaccineret for, end der er nævnt her. Den fulde liste kan du se på Statens Serum Instituts hjemmeside.
Samme overblik samt en oversigt over priserne kan du også få via denne hjemmeside.

/ritzau/FOKUS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.