Udland

Før våbenhvile: Palæstinensere og israelere dræbt

USA opfordrer Israel og Hamas til at forholde sig i ro, inden en våbenhvile træder i kraft fredag morgen.

Otte palæstinensere er natten til fredag blevet dræbt under israelske kampvognsangreb i Gazastriben, mens yderligere seks har mistet livet i et luftangreb, oplyser talsmanden for den lokale redningstjeneste i området.

Sent torsdag mistede fem israelske soldater desuden livet i kampe ved grænsen mellem Israel og Gaza.

Kamphandlingerne kommer blot få timer, efter at Israel og Hamas-bevægelsen nåede frem til en midlertidig humanitær våbenhvile i området og få timer, inden at våbenhvilen officielt træder i kraft. Det sker klokken 8.00 lokal tid.

Våbenhvilen skal gælde i tre døgn og vil give mulighed for at få bragt nødhjælp ind til indbyggerne i det tætbefolkede Gaza. Desuden vil fødevarelagre blive fyldt op i perioden.

Blandt de dræbte palæstinensere var både kvinder og børn. Kampvognsangrebet fandt sted ved byen Khan Yunis i det sydlige Gaza.

Det samlede dødstal i Gaza er nu over 1450 og har dermed passeret antallet af dræbte under den tre uger lange konflikt i 2009.

USA har løbende forsøgt at mægle i konflikten og støtter "kraftigt" op om den nye aftale. Men Det Hvide Hus opfordrer samtidig parterne til at holde igen med krigshandlingerne i timerne op til nedlæggelsen af våbnene.

- Vi opfordrer alle parter til at vise tilbageholdenhed, indtil denne humanitære våbenhvile begynder, lyder det ifølge Reuters i en officiel meddelelse fra Det Hvide Hus, som håber, at forhandlinger om en længerevarende aftale kan begynde med det samme.

- Vi mener, at den eneste holdbare måde at imødekomme Israels sikkerhedsbekymringer og gøre det muligt for palæstinensere i Gaza at leve normalt er gennem en permanent våbenhvileaftale.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst