Fodbold

Fører pulje uden en eneste sejr

Skelund IFs serie 6, der spiller i JBUs pulje 216, er ufrivilligt kommet i en speciel situation.

Efter fire turneringskampe fører holdet puljen uden at have vundet en eneste kamp. Førstepladsen skyldes udelukkende, at modstanderne er udeblevet og derfor taberdømt. Kun én gang har Skelund-mandskabet spillet. Det var på udebane mod Veddum og det blev til nederlag på 3-0, men ellers udelukkende sejre uden at have spillet. Det er kampe mod Terndrup IF, Visborg IF og Viking Als. I Skelund-lejren er man træt at situationen. Man har tilmeldt hold til JBU-turneringen for at komme til at spille fodbold og så kan man godt ærgre sig over, at modstanderne, der også har tilmeldt hold, ikke møder op til kamp. Næste gang Skelund skal i kamp er lørdag eftermiddag, på udebane mod Bælum/Solbjerg IF.