Først brændte huset, så fik hun indbrud
Sønnen til 74-årig kvinde er forarget over, at tyve har udnyttet, at hendes nedbrændte hus stod tomt
Opdateret kl. 11:13
TORP: - Det er sørgerligt, at nogen kan finde på at udnytte, at en, der lige har mistet alt, også skal miste det sidste, hun ejer. Det kan virkelig forarge mig.
Sådan siger Jan Abildskov Nielsen fra Redsted. Det var hans 74-årige mor, som torsdag i sidste uge mistede sit hjem, da hendes hus på Lervej i Torp nord for Karby gik op i flammer.
Moren måtte køres på sygehuset til observation for røgforgiftning. Hun blev derefter genhuset hos Jan Abildskov Nielsen og hans kone i Redsted. Men søndag formiddag var der ubudne gæster på ejendommen i Torp.
Usmageligt
Mellem klokken 11 og 11.45 kom en eller flere gerningsmænd ind ad en ulåst port til det uskadte udhus. Herfra blev der stjålet diverse boremaskiner, forskellige hundeting og andet værktøj, oplyser kriminalkommissær Jørgen Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted. Han betegner indbruddet som ”usmageligt”.
- Det er ikke ting af stor værdi, som er forsvundet, men alle skuffer er hældt ud på gulvet, og hver en bøtte er tømt, og poser er sprættet op. Det er dårligt nok gået op for min mor, at hendes hus er brændt ned til grunden, og nu skal hun tilmed forholde sig til, at der har været indbrud. Hun opdagede det søndag, da hun var taget ud for at se, om hendes kat var kommet hjem, siger Jan Abildskov Nielsen.
Mange nysgerrige
Ejendommen er fortsat spærret af af hensyn til de brandtekniske undersøgelser, som ikke er afsluttet endnu.
- Naboen har set, at der har været mange mennesker forbi. Folk bliver jo nysgerrige, når der har været en brand. Mange har skrevet til os og tilbudt møbler og anden form for hjælp. Det er vældig sødt af dem, men huset er jo forsikret, og min mor har fået tag over hovedet. Men jeg kunne ikke lade være med at lægge nyheden om indbruddet og mine billeder fra stedet op på Facebook. Det er for at få ud, at der er folk i denne verden, som er så lousy, at de kan finde på at gøre det her, siger Jan Abildskov Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.