Først den ene vej...

Sagsbehandling af gaderegulativ har fået farceagtig karakter

At benytte et areal som det her skal kanalisere tusindvis af kroner ned i kommunekassen, hvis det står til teknisk udvalg. Økonomiudvalget er dog splittet, og derfor er sagen endt som en politisk kastebold. Arkivfoto: Bent Jakobsen
At benytte et areal som det her skal kanalisere tusindvis af kroner ned i kommunekassen, hvis det står til teknisk udvalg. Økonomiudvalget er dog splittet, og derfor er sagen endt som en politisk kastebold. Arkivfoto: Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN: Først sendte teknisk udvalg sagen til økonomiudvalget. Så sendte økonomiudvalget sagen retur til teknisk udvalg. Og nu har teknisk udvalg så sendt sagen tilbage igen. Materialet, der er endt som kastebold mellem teknisk udvalg og økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune er et nyt gågaderegulativ. Men trods den seneste behandling af sagen, så er der tilsyneladende intet nyt under solen. - Der er ikke et komma, der er ændret, siger Brian Pedersen (SF), der er formand for teknisk udvalg. Betaling for gadearealer Forslaget til nyt regulativ betyder blandt andet, at restaurationer og andre forretningsdrivende, der ønsker at benytte fortovs- og gågadearealer skal betale 750 kroner pr. kvm. Forslaget er fremsat, da teknisk udvalg - som en del af budgetforliget - skal finde en indtægt på 720.000 kroner på området. I økonomiudvalgets første behandling af sagen blev forslaget forkastet. De fire socialdemokrater stemte imod - og Peter Nielsen (K) undlod at stemme. Derfor røg sagen retur til teknisk udvalg. Og det irriterer Brian Pedersen. - Vi har jo så taget den op igen, og vores indstilling er, at vi genfremsender forslaget til endelig godkendelse af økonomiudvalg og byråd. - Hvis man ikke vil godkende det, så må økonomiudvalget give teknisk udvalg 720.000 kroner. Vi er blevet pålagt at finde det her beløb, siger Brian Pedersen. Brian Pedersen har i øvrigt haft møde med de tre handelstandsforeninger i Sæby, Skagen og Frederikshavn. - Men der var ikke nogen, der havde nogle fornuftige bud på, hvordan vi fik de her penge ind, siger Brian Pedersen. Derfor har Brian Pedersen og de øvrige medlemmer af teknisk udvalg "ikke ændret et komma" ved det materiale, som nu igen er fremsendt til økonomiudvalget. Peter Nielsen raser Det konservative medlem af økonomiudvalget - Peter Nielsen - er alt andet end tilfreds med signalerne fra Brian Pedersen. - Hvis teknisk udvalg har sendt det retur uden at ændre et komma, så synes jeg, at det er uanstændigt. - Det er en enorm omkostning, som nogle forretninger kan blive pålagt, og jeg synes ikke lige, at det er tiden til at tilføje de erhvervsdrivende sådan en omkostning. - Jeg synes ikke, at vi kan holde til at små butikker i gågaden skal betale 20.000 kroner ekstra om året i afgift. Da Peter Nielsen i sin tid undlod at stemme for gågaderegulativet, var det fordi at han var blevet orienteret om at butikkerne er kommunerne i Hjørring og Brønderslev kunne benytte udearealerne gratis. - Men de betaler så nogle andre ting som eksempelvis gadefejning og snerydning. Derfor bad jeg om at få belyst, hvad det reelt koster andre steder. Det skal jo gerne være sådan, at der er lige vilkår mellem butikkerne i kommunerne Frederikshavn og Hjørring, siger Peter Nielsen. - Jeg er sgu ked af det her, for det var ikke det oplæg, som der var blevet sendt med retur. - På den her måde bliver gaderegulativet jo bare en skjult skat, som teknisk udvalg udskriver. Jeg synes ikke, det er i orden, slutter Peter Nielsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden