Først ja - så nej til nyt kørekort

Før januar i år kunne epileptikere i medicinsk behandling godt få stort kørekortet - nu bliver de afvist. Søren Andersen fra Ilbro er en af dem.

Andreas Bjerre
Søren Andersen fra Ilbro kan ikke få fornyet sit kørekort til lastbil, da han har epilepsi og får medicin. Dermed overtræder han det nye regelsæt på området, som er vedtaget i EU. Foto: Henrik Louis
23. april 2012 10:15

Flere lastbilchauffører med epilepsi kan ikke få fornyet deres kørekort, når det i år udløber. Ved årsskiftet er reglerne for at have kørekort nemlig strammet. Nu modtager Dansk Epilepsiforening i øjeblikket ugentlige henvendelser fra lastbilchauffører, som støder ind i problemet, selvom de altid har kørt uden problemer. - Man har skåret alle over en kam, hvor der ideelt burde være en mere individuel vurdering fra person til person, siger Lone Nørager Kristensen, formand for Dansk Epilepsiforening. 43-årige Søren Andersen fra Ilbro er en af dem, som har fået afvist et nyt kørekort. Han fik konstateret epilepsi i 2005 og får medicin to gange om dagen, men han havde ingen problemer med at få tilladelse fra Sundhedsstyrelsen til at få sit lastbilkørekort i 2007. Loven på området kræver, at kørekortet ansøges hvert år, hvor politiet med Sundhedsstyrelsens faglige assistance på ny vurderer, om kørekoret kan fornyes. Den proces voldte heller ikke Søren Andersen problemer indtil februar i år, hvor piben havde fået en anden lyd. - Jeg fik et brev fra kørekortkontoret, hvor der stod, at jeg fortsat kunne have mit personbilskørekort, men at de havde nægtet at forny mit lastbilkørekort, fordi jeg var under medicinsk behandling, fortæller Søren Andersen. Lovgivning fra EU Baggrunden er nogle EU-direktiver, som pr. 1. januar er blevet gennemført i dansk lovgivning. De ændrer på kravene til de helbredsmæssige forhold, som skal opfyldes af epileptikere, der gerne vil have kørekort til lastbil eller bus. Ifølge de gamle regler kunne man få og forny kørekortet, hvis man havde været anfaldsfri i 10 år og fulgte sin medicinske behandling til punkt og prikke. De nye regler kræver imidlertid, at man både har været anfalds- og medicinfri i 10 år. - Det er en besked, der reelt er en fyreseddel for mange af de berørte, fortæller Lone Nørager Kristensen. Det er præcis, hvad der er sket for Søren Andersen. Han var på vej til at skifte fra ét lastbilchaufførjob til et andet, men nu må han vinke farvel til begge. - Jeg er udmærket klar over, at jeg er til stor risiko for alle andre ved at kunne få et anfald. Men en, der kører spirituskørsel og påkører en anden person, skal ikke gå i 10 år uden en øl, før han må få kørekort igen. Det er uretfærdigt, hvordan de lige nu behandler os, der har epilepsi, siger Søren Andersen. Tvivl om øget sikkerhed Hos Dansk Epilepsiforening er man stærkt i tvivl om, hvorvidt trafiksikkerheden overhovedet bliver øget. - Vi har efterspurgt, men ikke set nogen tal, der understøtter, at der er behov for en stramning, eller at en stramning vil skabe større sikkerhed, hvilket må siges at være målet, siger Lone Nørager Kristensen. Hun tilføjer, at trafiksikkerhed er helt afgørende for foreningen, der vil lægge pres på politikerne for at sørge for, at effekterne af de nye regler også bliver målt. Det stiller Søren Andersen sig dog ikke tilfreds med. Han vil kæmpe for at få sit kørekort igen eller i det mindste en erstatning fra myndighederne. - Jeg har givet indsigelse til kørekortkontoret, og jeg er ved at skaffe nye udtalelser fra sygehuset, om jeg er til fare fra andre. Men hvis det bliver afvist, vil jeg gå efter at få mine penge tilbage. Sundhedsstyrelsen har sagt ja til, at jeg kunne få mit kørekort, som jeg har brugt en masse penge på at tage, og så skal de ikke tage det hele fra mig.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...